Forside Artikler DR uden betydning
DR uden betydning Udskriv Email
Skrevet af Jørn Nielsen   
Søndag, 03. februar 2013 05:29


I græmmelsen over at evangeliets forkyndelse i DR reduceres til neutralt kulturstof er det glædeligt at kunne gøre opmærksom på andre åbne platforme at aflægge et troværdigt, evangelisk vidnesbyrd på end lige de statsstyrede.

Hvad tænker jeg på?

Mange avisspalter er åbne for kristne lægfolk, som virkelig har noget på hjerte og tør stå frem med det med deres egne, selvoplevede ord og ikke med forslidte klicheer. Dem er der godt nok ikke så mange af, men de findes dog.

Kristeligt Dagblads debatforum på internettet er en anden fantastisk mulighed, som har vist sig så venlig og gæstfri, at den forhåbentlig ikke bliver misbrugt ved fx ikke at kunne skille sag fra person og gå efter manden i stedet for bolden.

Jeg kunne pege på andre muligheder i dette endnu frie land. Jeg siger "endnu", for vi véd jo ikke, om denne frihed en dag vil blive taget fra os, sådan som den er det i de kristendomshadske sharia-lande.

Jeg vil derfor ikke græmme mig alt for meget. I et land med overvejende ateistisk styre venter vi ikke andet. Så lad dem blot løbe linen ud. "The market is wide open" sagde vi nogle gange i forretningslivet, når et nyt produkt skulle markedsføres. Det samme kan vi sige om budskabet over alle budskaber med Joh. 3:16 som "fortegn", for endnu er der ikke noget religiøst politi, der står på spring for at arrestere os.

Ateisterne fråder mod evangeliets glade budbringere, men deres forhånelser er ynkelige overfor det evangelium, der er Guds kraft til frelse for enhver, der tror. Lad dem gøre, hvad de vil. Lad dem sige: "Vi tror ikke!"  Hvad så? For evangeliet er jo for enhver, der tror - ikke for dem, der ikke tror.

3.2.13 – jn

 
Copyright © 2024 For Kristus. Alle rettigheder reserveret.
 

Til eftertanke

”Ethvert skrift er indblæst af Gud”

(2. Tim. 3:16)