(svar til nogle af mine religiøse modstandere)

Vort greb om tingene altid relativt og "stykkevis", men sandheden som absolut drejer sig om dens absolutte herredømme over vor usandhed og relativisme.

Afstanden mellem os og Gud er uendelig i absolut forstand.  Alligevel er Han kommet til os i  Kristus for at være vor eneste, absolutte Frelser. At tro på frelse i fx ritualer, altergang, dåb, præsters "absolution" (meddelelse af syndernes forladelse), etc. er at tro en løgn.

At bøje sig for evangeliets absolutte sandhed er at være ind for Gud som tolderen i templet:  "Gud, vær mig synder nådig!" – modsat farisæeren, som indbildte sig frelse ved sin religiøsitet.  Han "bad således for sig selv..."  (Luk. 18:11), hvilket også kan oversættes med:  "Han bad således til sig selv!"  For det var det, han så ”fromt” og ”inderligt” gjorde.

Havde han bøjet sig for sandheden om sig selv og om Gud i absolut forstand, ville han havde henvendt sig til Gud på samme måde som den syndsbevidste synder.

Sådan er det stadig.  Jeg har talt til mange religiøse mennesker, både indenfor og udenfor vore grænser, som fortæller mig om deres forskellige former for religiøse gerninger, når jeg taler evangeliet til dem.  Det er præcis både kirkeministers, biskoppers og mange præsters og deres "fromme" sognebørns ulykke, uden jeg dog vil skære alle over en kam.

"Hvi er Herrens ord forsvundet fra Hans hus?" - dvs. i absolut forstand! - spurgte den unge Grundtvig i 1810.  Det gør intet indtryk i dag. Tværtimod vil religiøse ledere fastlåse sig mere og mere faste i deres religiøse selvbedrag, alt imedens denne og hin "tolder i templet" får lov at gå hjem til sit hus efter et frelsende møde med den frelsende Gud i Jesus Kristus.

27.1.13 – jn