Jeg lyttede just til et forstemmende debatprogram i radioen, hvor igen – jeg véd ikke for hvilken gang -  Israel var øverst på dagsordenen.  De uforløsende spørgsmål  var bl.a.:

Hvad er Israels forhold til USA?  Til ”det arabiske forår”? Til Iran? Til Danmark? Til sin egen, indenrigspolitiske situation?  Til dets drastisk synkende popularitet i ”verdenssamfundet”?  Til religionen? Ja, til dit og dat.

Deprimerende og forstemmende at høre på, for der var ingen optimisme at spore.   Hvor er der det?  ”Jeg har talt med de fleste af denne verdens ledere”, sagde Billy Graham engang, ”men jeg har ingen optimisme fundet.”

Hvor står Israel?  Hvad er dets forhold til en verden, hvis jødehad mere og mere intensiveres?

Det virkelige spørgsmål er imidlertid:  Hvad er Israels forhold til Jesus Kristus?  Eller rettere:  Det vil det dramatisk blive en dag.  Det véd vi fra vor Bibel, som taler profetisk herom.

Den dag vil der ikke mere være noget ”arabisk forår”,  men derimod en messiansk sommer, intet jødefjendsk FN, men et teokratisk Jerusalem-styre, ”den store Konges stad”, - ikke flere nabo-spændinger, for ”på den dag skal Israel som den tredje sammen med Egypten og Assyrien  blive til velsignelse midt på jorden”(Es. 19:24).

Men samme spørgsmål må vi med bæven stille til hinanden i disse dage:  Hvad er vort forhold til Jesus Kristus? Ikke til teologiske spørgsmål eller noget kirkeligt, ja, ikke engang til noget ”kristeligt”, men til Ham.  ”Jeg har kun én lidenskab, og det er Ham, -  HAM!” sagde grev Zinzendorf.

Uden denne lidenskab er vi ret beset slet ikke troende, men vantro.

25.1.13 – jn