”Mig en kilde med levende vand har de forladt!”  (Jer. 2:13)

Den katolske journalist og aviskommentator Iben Thranholm har en pointe, når hun i en artikel i Kr. D. d. 11/1.13 citerer en tænkt samtale mellem en elev og Gud: Eleven spørger Gud, hvordan Han kan tillade så megen vold i skolerne.  Gud svarer: ”Fordi jeg ikke længere er tilladt!”  På amerikanske skoler og skolerne i hele den vestlige verden er man holdt med at lære børn at bede og at læse i Bibelen ….i stedet lader man underholdningsindustrien om at opdrage unge med film om vold, mord og promiskuitet.

Så langt Iben Thranholm.

Denne klare tale kan tillempes som svar på de hyppige anklager, der fyger gennem luften: "Hvis Gud er til, hvorfor da al den ondskab i verden?" Men vi kan som i det refererede svar sige: Gud er ikke tilladt hverken på skoler, i regeringer (vor egen regering er overvejende ateistisk), i EU, FN, ja ikke engang i mange kirker, som mere og mere lancerer en pseudo-Gud, som tilpasses folkets smag og moral, herunder seksual-moral.

Det sidste er det værste. Gejstligheden vil selvfølgelig benægte, at den har afskaffet Gud. Men afskaffer man Hans ord, nedgør Bibelen og bryder dens moralske love i kærlighedens (læs: blødsødenhedens) navn, har man detroniseret Gud uanset hvor meget Hans navn formelt nævnes i ritualerne. Et alvorligt lovbrud er fx sødladent at pådutte Gud Hans velsignelse over homoseksuelle ægteskaber og endog homoseksuelle præster.

Iben har en pointe.  Gud er ikke tilladt.  Jeg har mine hyppige ”ture” med hadefulde ateister, men dem véd jeg, hvor jeg har. Værst er konfrontationen med religiøse hyklere.  Sådan var det også på Bibelens tid. - Jer. 2:8:  ”Præsterne spurgte ikke:  Hvor er Herren?”, hvortil de religiøse ledere selvsagt ville protestere.  Men Herren svarer igen (i samme bibelvers):  ”De, der syslede med loven (dvs. Guds ord), kendte mig ikke!”

To ting må det stolte menneske omvendes fra:  Sin synd og sin religion, ja så radikalt, at der kun bliver Jesus Kristus tilbage som Frelser og Herre!

12.1.13 – jn