Forside Artikler ”Hvor skal vi gå hen?”
”Hvor skal vi gå hen?” Udskriv Email
Skrevet af Jørn Nielsen   
Mandag, 07. januar 2013 07:09



Spørgsmålet er aktuelt for flere og flere af Kristi disciple.  Men ikke for alle.  De har jo allerede deres trygge, kirkelige hjem, men kan alligevel føle sig hjemløse.

Hvad er svaret på overskriftens spørgsmål?  Se Johs.ev. 6:68, hvor Peter siger efter det første frafald i discipel-flokken (v.66):  ”Herre, til hvem skal vi gå hen?  Du har det evige livs ord!”  Han stiller det rigtige spørgsmål.  ”Til hvem skal vi gå hen?”  Ikke til hvad!  Hvem skal vi samles om?  Hvem, ja hvem?

Han besvarede selv spørgsmålet så herligt forløsende:  ”Du har jo det evige livs ord!”

Til Ham vil vi gå hen!  Hans ord vil vi høre! Bibelen vil vi åbne!  Ja, og  uden at bibelkritiske teologer får lov at puste os i nakken!   Ikke for at ”lave” en ny kirke, men for at praktisere den Åndens enhed, som allerede eksisterer.  Læg mærke til, at denne enhed skal ikke på ny ”stiftes”, -  nej, siger ordet, den skal vi stræbe efter at ”bevare i fredens bånd”. Ef. 4:3. – Den blev ”stiftet” på pinsedagen!

Det er en god stræben og trang at have!  Den begrænser sig ikke til facebook, hjemmesider, computerskærme eller passiv selskabelighed, den ”går”, dvs. sætter sig i bevægelse med eet eneste formål, nemlig at finde sammen med troende med det vidunderlige løfte om Herrens nærvær midt iblandt os! Mt. 18:20.

Formen for et sådant fællesskab  er ikke afgørende.  Men:  De første kristne mødtes i hjemmene og vil sandsynligvis også komme til at slutte dér!  Ønsker du ikke et sådant hjem?

Er dette blot en teologisk tanke?  Det håber jeg ikke.  ”Hvem skal vi gå til?” spurgte Peter.  Det blev ikke ved tanken (se Ap.G. 2:46), og det skal det heller ikke blive hos os.  Visionen for at samles til Hans navn må ikke gå tabt til fordel for kirkespir, statsreligion og præstekraver. Lad dem om det, men lad også en ”hellig uro” drive os i hjemmene til det  livgivende fællesskab ”med Faderen og med Hans Søn, Jesus Kristus”, som Johs. skriver så inderligt om i 1. Johs.br. 1:1-3.

Dette er, så langt jeg ser det, at spørge efter ”de gamle stier”  (Jer. 6:16).

7.1.13 – jn

 
Copyright © 2024 For Kristus. Alle rettigheder reserveret.
 

Til eftertanke

”Ethvert skrift er indblæst af Gud”

(2. Tim. 3:16)