Statsministeren talte d. 31/12.12 om vor økonomiske krise i sin nytårstale. Men den alvorligste  og mest tragiske del af talen ties der om. Den lød bl.a.:

"For en generation siden blev der set skævt til, at to mænd eller to kvinder ville leve sammen. Men i Danmark har vi besluttet, at vi ikke dømmer nogen på, hvem de elsker. Vi blev det første land i verden, som gav adgang til registrerede partnerskaber.

Og sidste år blev det muligt for et homoseksuelt par at blive viet i folkekirken.”

Hun sagde jo i virkeligheden: 

”I Danmark har vi besluttet at forkaste Bibelens alvorstale om den skamløse, homoseksuelle praksis, der er hjemfalden til Guds retfærdige vrede og dom.

I Danmark har vi besluttet at indpasse Den evangelisk-lutherske Kirkes hovedbekendelsesskrift, Bibelen, i  tidens moderne smag og frie valg af seksualitet.

I Danmark har vi besluttet at lade hånt om, hvad Bibelen lærer om mand-kvinde-ægteskabet.

I Danmark  har vi besluttet,  med gejstlighedens velsignelse, at gøre homovielser til dansk lov,  behørigt underskrevet af Danmarks dronning.”

En kvinde i vor sognekirke sagde til mig, da hun forarget ville ”mobbe” mig i et andet, åndeligt spørgsmål:  ”Måske er jeg lidt stramtandet….”  Men  ved Guds nåde anlægger vi  selv ikke nogen stramtandede miner, men udtrykker hellig sorg over, at den mest nedværdigende synd, der findes mod Guds skaberordning er blevet til royal, dansk lov, garneret med sødladen (læs: hyklerisk) tale om Guds kærlighed, for vi skal ”ikke dømme nogen på, hvem de elsker.”

Gid vi ved Guds nåde lignede salmisten i Salme 119:136:  ”Tårer strømmer fra mine øjne, fordi de ikke holder din lov!”  Ja, tårer, ikke stramtandede miner, sømmer sig for efterfølgere af Ham, som græd over sin by.  Kan vi ikke standse syndens tsunamibølge, som Danmark giver los for,  bør vi med salmisten begræde den åndelige krise i vort gamle fædreland, for den er langt alvorligere end alt det med økonomien.

Profeten Amos taler om ”de sorgløse på Zion”, der lystigt skåler og skråler, men ”ikke bekymrer sig om Josefs undergang”  (Amos. 6:1-6).  Det er et rammende billede på den frafaldne, ubekymrede kirke (kristenhed), hvis indflydelse vi ikke kan undgå at mærke.

”En alvorstone er kommet ind i mit liv, som de unge ikke forstår”,sagde engang en norsk frihedskæmper-veteran i  norsk TV.  Måtte Bibelens profetiske alvorstone finde vej til os i denne for vort land så alvorlige skæbnetime, mens endnu Kristi evangelium utvetydigt skal lyde som Guds ultimatum til vort folk.

3.1.13 – jn