En norsk bondegut

”Den forkynder, som ikke er nidkær, er vantro!”  (C.H. Spurgeon)

Ingen lægprædikant har gjort et så stærkt indtryk på mig som den norske bondegut Hans Nielsen Hauge (1771-1824).  Til personlig opvækkelse og inspiration kan jeg anbefale nogle af de gode biografier, der er skrevet om ham.  Selv er jeg atter i gang med dr. Chr. Bangs omfattende biografi fra 1874.  Den anbefaler jeg ikke som let, tilgængelig læsning, men ånden i den vanskelige bog er ypperlig.  Der er heldigvis skrevet andre mere tilgængelige biografier.

Han fik kun godt 8 år at virke i under omstændigheder og vilkår, som for os i dag er ufattelige, og som satte så dybe spor, at det den dag i dag ikke er muligt at tale om norsk kristenlivs historie uden at nævne hans navn.  I de 8 år, han virkede, blev han arresteret 10 gange til fængselsophold af forskellige længde.  Det berømteste af de korte fængselsophold er nok arresten i julen 1799 i Trondheim.  Beretningen herom anbefaler jeg som højtlæsning hver eneste jul! 

Den 10. gang blev det længste fængselsophold, som varede til slutningen af 1811, men da var det slut med rejsevirksomhed som vækkelsesprædikant.  De usle fængselsår havde knækket ham.  Han fik nogle fredelige, arbejdssomme år som driftig bonde herefter, indtil Herren tog ham hjem 29/3.1824, 53 år gammel.

Norge var i H.N.H.´s virketid under dansk konge.  Den danske konge Frederik d. 6, som var udmærket orienteret om nordmandens virksomhed, så på ham som en  ”sværmer” og nægtede hjerteløst at løslade ham fra fængslet.

Hvad var det særlige ved Hans Nielsen Hauge?  Hans liv er historien om, hvordan Gud udrustede en ung landmand uden højere uddannelse, men dog rigt begavet, med en åndskraft, som blev et frisk pust fra Himlen i en tid præget af både livløs rationalisme og sødladent, sentimentalt føleri. Hauges kritikere havde ret i, at han i tale og skrift ikke var den store, intellektuelle el. teologiske nydelse, men han havde, hvad de, trods teologisk lærdom, manglede:  nidkærhedens hellige ild og ”det jævne folk hørte ham derfor med glæde”, som der står i den engelske Bibel (Mark. 12:27).

Som kontrast står for mig en af DK´s ”store” sønner, den kristne filosof Søren Kierkegaard (1813-55).  Han disputerede ivrigt med alle, fik senere international berømmelse, og der er stiftet Søren Kierkegaard-selskaber, som aldrig bliver færdige med at studere hans dybsindige værker.  Man skal helst være fortrolig med både græsk og latin (el. have gode ordbøger ved hånden) for at forstå, hvad han skriver.  Hans bøger er kristeligt ”dybe” og slagfærdige.  I dag hørte jeg ham fx citeret under en  Folketings-debat:  ”Hvad tiden kræver, kan der skrives mange bøger om.  Hvad tiden behøver, kan siges med eet ord:  evigheden!”

Men hvad udrettede S.K. så for evigheden?  Meget lidt.  For den intellektuelle, filosofiske verden udrettede han uendeligt meget.  Men hvad er det værd?

Hans Nielsen Hauges skrifter var ofte i sine formuleringer ubehjælpsomme og fulde af fejl og hans teologi nok lidt ”tynd”, men hos ham brændte en ild, som antændte den norske almue og lagde grunden til den velsignede  lægmandsbevægelse, som mange benådede Herrens redskaber er udprunget fra.

Er den tid forbi? Det forbyde Gud.  En norsk forkynder, en af mine venner, sagde engang:  ”Jeg tror, at vækkelsen, vi sukker efter, vil komme fra en ganske almindelig mand.”  I Hans Nielsen Hauges tilfælde var det i hvert fald sandt.  Og det vil det nok fremdeles være.

-jn-