Melodi:  Mit hjerte altid vanker…  (Dansk Salmebog 125, Norsk salmebog nr. 45))
Når os en prins vil gæste
af fornem slægt og rang,
vi giver ham det bedste
og ej en bolig trang!
Han skal sig føle hjemme
hos os i fremmed land,
thi her han skal fornemme
vi ære vil hans stand!

Men da sin Søn Gud sendte
fra Himmelens palads,
Han kunne vel forvente
den største hædersplads?
Nej, ingen havde leje
for denne drot beredt
til gæstfrihed og pleje
af und´ret, som var sket!

Det sted, Han kunne være,
var staldens føderum,
kun armod og vanære
var Hans imperium!
O, hvem kan ord udsige
om denne kærlighed,
som fik Ham til at stige
til os fortabte ned?

Til hovedet at læne
Han ejed´ ej et sted,
men ville kun os tjene
og give os den fred,
som korset kunne give,
hvor al vor synd og skyld
helt slettet kunne blive,
ja, dér vi fandt asyl!

Lad det vor højtid være
i sandhed her til lands,
den er som tro og lære
livskernen og substans,
som os til live vakte
nu og i evighed,
for did vi vil os agte
som varigt opholdssted!

17.12.12 – jn