”Er der da noget Åndens samfund?”  (Fil. 2:1, gl. ovs.)

Jeg kendte en gang en forunderlig kvinde, en enke, som betød meget for mig.   Hun talte ofte om det, hun (og Bibelen) kaldte ”Åndens samfund”.  Havde hun haft en særlig rig stund med en trosfælle kunne hun sige:  ”Åh, dette forunderlige samfund!”  Dengang vidste jeg ikke helt, hvad hun mente.  Var dette ”samfund” noget særligt?

Ja bestemt, hvad jeg snart lærte at indse.  Især i  en tid, hvor der snakkes meget  (men bedes lidt).   ”Åndens samfund”  bliver let til ”socialt samvær”, hvor der ganske vist bruges kristelige gloser, men uden livsforbindelse, fordi vi lever i ”immanensen” og ikke i ”transcendensen”, som S. Kierkegaard ville sige, dvs. i den sanselige, ikke -åndelige verden.

Vore begreber om ”kirke” kan  udvandes til at være blot socialt samvær i religiøs, rituel klædedragt.  ”Bibelkredse” kan blive til snakkekredse.  Kristus-livet, som Guds Ånd længes efter fylde os med, bliver til livløs, apatisk religiøsitet.  Det, vi ikke kan af os selv, bliver let til noget, vi udmærket ”kan” og forstår os på.  Helt af os selv.

I USA får jeg anskueliggjort, at få er jo så dygtige til alt kristeligt og religiøst som netop amerikanerne, og dog er denne ”dygtighed” tit blot ren menneskelig formåen .  Men det gør mig endnu mere interesseret i at møde troende mennesker ansigt til ansigt i opbyggelig, åndelig livsforbindelse – noget a la det, jeg oplevede med ovennævnte, gudfrygtige kvinde, som ingen højere uddannelse havde, men hvis Gudgivne visdom ofte berigede mig.

Jeg besøgte ganske hyppigt et ældre ægtepar derovre.  Han var pensioneret psykiater, gift med en lidt nærtagende kvinde af tysk afstamning.  Jeg kom ikke dér for at opleve et amerikansk luksushjem, men med en bøn om ”Åndens samfund”.  Det behagede Herren at lade os opleve dette, og min ven kunne netop som psykiater fornemme, når vi ”forlod” hans faglige område og kunne drikke af de levende vandstrømme fra en anden verden, fra Guds ord og levendegjort af Guds Ånd.

Apostlen Johannes vidner om det åndelige, usete, men mærkbare, guddommelige liv som en erfaringsmæssig ”åbenbaring” og udtrykker længsel efter, ”at også I må have fællesskab  (samfund) med os!”  Han fortsætter: ”Og vort fællesskab  er med Faderen og med Hans Søn, Jesus Kristus!”  (1. Joh. 1:3).  ”Fællesskab med os!” ja, men ikke fællesskab i os, dvs. med os som tyngdepunkt.  Det er et   ”Åndens samfund” med sit transcendente (oversanselige) tyngdepunkt i den guddommelige Treenighed Ja, det er en Åndens åbenbaring og ikke blot et katalog af læresætninger eller ”god teologi”.  Betoningen er Ham  og Ham alene!

O, herlige samfund!  Ven står med ven i hånd,
kærligt omslynger kærlighedens bånd!

(fra sangen ”Jeg véd et samfund her på jord…” af Santon)

13.12.12 – jn