Jeg besøger hver tirsdag det store plejecenter ”Symfonien” som historiefortæller,  et stenkast fra vor bopæl.  Scenariet er ikke en applauderende TV-forestilling.  Jeg besøger heller ikke et ”alderdomshjem”, som man kendte det for måske for 60-70 år siden, hvor der godt nok sad mange, ensomme gamle, men ofte åndsfriske og mentalt velfungerende.  I dag er det anderledes.

Hvad er der da for mig at gøre blandt ældre medborgere, som for manges vedkommende blot sidder og stirrer tomt ud i luften?  Det har jeg også spurgt mig selv om, men så er det heller ikke værre.  I går var min ”forsamling” kun på 5, men den kan være 12-15 stk.  Jeg har noget med fra fx H.C. Andersen eller som i går noget af Kaj Munk, hvor han i blændende stil fortæller fra sin barndom.  Han var jo fra Maribo, og da en af mine tilhørere netop var fra Lolland, gik historien ekstra ”rent ind”.  Men en af de fremmødte var i en helt anden verden og ikke rigtig ”med”.  En anden var i begyndelsen ”med”, men faldt så i søvn og var ikke til at vække igen.  Når hun er vågen, kalder hun mig ”lille skat”.

Og så synger vi et par julesalmer.  En præstefrue her i byen, som har professionel erfaring med ældre, belærte mig, at salmer, som de har sunget i deres barndom eller skoletid, er noget af det bedste, man kan synge med dem.  Det måtte jeg glædeligvis sande.  Beboeren, som var langt væk ”i en anden verden”, var pludselig nærværende og sang stille med.  2 af dem holdt jeg lidt i hånden, mens vi sang.  Der var kontakt.  Jeg fortalte dem, hvordan ”Den yndigste rose…” blev modtaget af Brorsons gode ven i Tønder, provst Johann Hermann Schrader, som glad udbrød, at han læste Brorsons kladde til salmen:  ”Aldrig har jeg vidst, at det danske sprog kunne være så smukt!”  Den salme og ”Dejlig er jorden” havde klædelig genklang hos min lille ”menighed”.

”Dejlig er jorden” sluttede med ordne ”Os er en evig Frelser født”, og vi blev så enige om, hvem denne ”evige Frelser” er. En af lederne spurgte mig bagefter:  ”Er du en kristen?” -  ”Ja, det er jeg!” -  ”Indenfor en bestemt retning?” -  ”Nej, men som jeg engang sagde til redaktionen på ”Sjællandske”, hvor jeg ofte skriver:  ”Mit omdrejningspunkt er vor fælles trosbekendelse!”  Det var heldigvis svar nok og bør også være det.

Mit spektrum er bredt.  ”Jeg taler gerne med børnene”, sagde Søren Kierkegaard.  Det gør jeg også. Hellere end gerne.  Men også med de gamle og skrøbelige.  Det er en værdig, næstekærlig og ikke umulig udfordring.

5.12.12 – jørn nielsen