I den løbende, politiske polemik om, hvorvidt kongehuset skal være medlem af den evangelisk-lutherske kirke eller skal kunne vælge eller stå frit mht bestemt religionskrav, udtalte Hendes Majestæt, som er kendt for sine intelligente svar, at ”når vi har en kirke, der har den position, den har i Danmark, er det også rimeligt, at statens overhoved er forankret dér.  Vi er et kristent land med en kristen historie og som helhed et kristent folk.  Hvis man som regent kunne vælge, så skal man vælge…og så er man på den!”  (interview med Kr.Dagblad 7/4.2000).

Som en af Hendes Majestæts undersåtter er mit gode råd til min dronning:  ”Vælg Kristus, Deres Majestæt!”

Bibelen siger:  ”Vælg i dag, hvem I vil tjene!”  ikke:  hvilken kirke, der er den rette.  Thi da er man, som dronningen rigtigt siger ”på den”!

Jeg ville ønske, jeg kunne give dronningen ret i, at ”vi er et kristent land … og som helhed et kristent folk.”  Men denne ønsketænkning holder desværre ikke ind for evigheden.  ”Af døbte vrimler by og land, men hvor er troens brand?” siger Brorson.  Landets kristne historie gavner os ikke.  Vor personlige historie må handle om en personlig stillingtagen, et personligt valg ind for evigheden, for eller imod vor Herre Jesus Kristus som Frelser og Herre.

Vort kongehus har også sin historie, ja,  med mænd og kvinder, som kunne vidne om en sådan personlig erfaring med de fortabtes eneste Frelser, men det må altid blive et personligt valg.  Engang troede jeg, det var nok, at min morfar var en troende mand.  Jeg tænkte som barn, at jeg på grund af hans gode ”forbindelse” med Himlen også kunne få en plads dér.  Jeg kom ud af dette selvbedrag, da jeg som dreng mødte evangeliets personlige kald og indså, at som vi fødes en for en ind i denne verden, må vi også fødes på ny en for en.

Gid vor kære dronning og de mange folkekirkemedlemmer, som hun er religiøst overhoved for, også måtte indse dette.  Og gid det måtte blive til et vækkende kald for de mange fromme, men uigenfødte kirke- og frikirkegængere, som nok har religion, men intet personligt forhold til Jesus Kristus.  Desværre høres sjældent nogen vækkerrøst fra prædikestolene mod religiøst selvbedrag, og dog er det aktuelt som nogensinde.

-jn-

18.10.08