”Jeg udgyder vand på det tørstende, strømme på det tørre land…”  (Es. 44:4)

Mel.:  Vi bor ej her…

Gud, lad mig være ej den eftersnakker,
der på alt kristeligt er artigt med,
skinhellig blændende og åh så vakker,
ynkværdig dog i al sin livløshed.

En vækkerrøst vi savner i vor kirke,
hvor ”ilden” kun er som et vågeblus,
mens døde former kvæler Åndens virke
med kraftesløse ord i Herrens hus!

Profeters røster før i landet hørtes,
der vakte både harm og spot og spe,
men vakte sjæle af Guds Ånd berørtes,
og store undere lod Herren ske!

Man havde ikke overflod af skrammel,
som vi ser som en stor nødvendighed,
men dengang havde både ung og gammel
Guds ord som fællesskabets bindeled!

Ak, efter vækkelse der stadig sukkes
trods mange tilforladelige ord,
men i vor nød det må ej udelukkes,
Gud regn kan sende til vor tørre jord!

Ja, når et ”Åndens vejr” iblandt os mærkes,
bli´r Kristus stor, vi andre ganske små!
Evangelistens nidkærhed forstærkes,
og se, han har Guds fulde rustning på!

26.11.12 – jn