Forside Salmer Sand frihed
Sand frihed Udskriv Email
Skrevet af Jørn Nielsen   
Fredag, 23. november 2012 04:17


Melodi:  Min sjæl, du Herren love…(Dansk salmebog nr. 12, Norsk salmebog nr.297)



Fat mod, o sjæl og hjerte,
dig i din nød til Herren vend!
Han kender al din smerte,
men desuagtet Ham bekend!
Hans trofasthed forandres ej,
er dunkel end Hans vej,
dog følg Ham blot i blinde
med ordet som kompas,
lad dig derpå besinde
og giv det første plads,
trods svaghed skal du finde,
Hans nåde aldrig fra dig ta´s!

Af fejl vi har nok mange,
men i forsagthed synk ej ned,
med mismods klagesange
forsvinder din frimodighed,
nej, er din synd for Gud bekendt,
lad jamren være endt,
men i vor Frelsers nåde
du helt kan ånde frit,
du fatter ej den gåde,
at alt i Ham er dit,
mens jubeltoner kåde
når Himmelrummet såre vidt!

Det lakker rask mod enden,
vi tegn derpå ser mer og mer,
og travlt har sjælefjenden,
som slangen fuld af list han er!
Guds fulde rustning værner os,
vi fjenden byder trods,
mens Kristus vi forkynder,
Han verdens synd tog bort
som balsam for hver synder,
der kommet er til kort,
de toner højt vi ynder,
vi ej med dem går på akkord!

 
Copyright © 2024 For Kristus. Alle rettigheder reserveret.
 

Til eftertanke

”Ethvert skrift er indblæst af Gud”

(2. Tim. 3:16)