”Da var jeg  som født på ny og som en, der gik gennem paradisets åbne døre, og den ganske Skrift fik nu ny mening.” (Luther om sit evangeliske gennembrud).

”Sandheden kan angribes, men ikke besejres, for Herrens ord forbliver til evig tid.”  (1. Pet. 1:25)  - Luther.

En katolik sagde til mig:  ”Vil du ikke nok fortælle mig om Martin Luther?” og fortsatte:  ”Jeg kunne tænke mig, du kom til os og holdt foredrag om ham.”  Jeg undredes. Blandt såkaldte ”lutheranere” er der liden el. ingen interesse for denne reformator. Luthers levende Kristus-tro deles kun af få.  Hvem kan som han vidne derom?  Og hvad værre er:  De er ligeglade.  De er jo døbt og konfirmeret og kirkeskatbetalende medlemmer – hvad er der mere at forlange?

Den afdøde katolske biskop Hans Martinsen provokerede en gang sine tilhørere i et foredrag og sagde:  ”I kalder jer lutheranere, men hvor meget betyder den Bibel for jer, som Luther lagde så stor vægt på?”  Svaret er:  Så godt som ingenting!  Men det gælder desværre både protestanter og katolikker.  Alligevel er Luthers kampråb aktuelt:  ”Sola scriptura – Skriften alene!”

Jeg kom i snak med en sympatisk, protestantisk kirkegænger.  ”Hvad synes du om vor kirke?” spurgte han.  ”Ikke særligt godt”, sagde jeg.  ”Der er jo så godt som ingen interesse for Guds ord, men mange salmer synger jeg med glæde med på.  De er ofte hver for sig en hel prædiken.”

Han talte om sin interesse for Grundtvig, og jeg bemærkede:  ”Den unge Grundtvig, der i 1810 stod frem med sit ”Hvi er Herrens ord forsvundet af Hans hus?” var fin nok,  men så kom senere hans vrøvl med ”det levende ord”, der ikke var Bibelens ord, men det ”frit talte ord” med dåb og sakramenter og trosbekendelse som fundament.  Det blev begyndelsen til en dræbende ritualdyrkelse og er stadig de fleste steder ”comme il faut” (korrekt tale) i det kirkelige maskinrum.

Jo, jeg elsker Luther og hans vidnesbyrd om det Kristi evangelium, der for ham blev den åbne dør til paradiset.  Han ønskede ikke, at nogen skulle kalde sig med hans navn (lutheraner).  ”Jeg er jo ikke død for nogen!” sagde han og pegede i stedet på den korsfæstede og herliggjorte Frelser.  Den slags vidnesbyrd savner vi i dag.   Død kirkesnak til mit folks evige ulykke er der nok af. Vi savner en kierkegaardsk vækkerrøst.  Landet sukker latent efter den.

18.11.12 - jn