Det alvorlige afsnit i Hebr. 6:1-8 ”beviser” efter nogles mening, at et genfødt troende menneske kan falde fra og alligevel, trods én gang at være blevet åndeligt ”oplyst” og ”fået del i Helligånden”, -  gå evigt fortabt.

Det tror jeg ikke, nævnte afsnit taler om.  Det taler snarere om, hvor tæt man kan komme på Guds rige uden at være blevet åndeligt berørt til frelse og genfødelse.  Hebræerbrevet er netop et opgør med judaistisk religion med dens ”børnelærdom om Kristus”, men som nu måtte vige for evangeliets fuldtonede forkyndelse af vor Herre Jesus Kristus.  Forkastedes Han, som hebræernes religion (”børnelærdommen”) pegede hen mod, ville der ikke mere være noget evangelium at tilbyde.  Guds Søn vil da være blevet gjort til spot.

I mit snart lange liv har jeg kendt mange ex på tilforladelige, ”pæne” religiøse mennesker, som sorgløst regnedes for sande troende – de optrådte tilmed ofte på en prædikestol – men som så ”faldt fra”.  Ja, de faldt fra det, de var begyndt at få smag på, men mere blev det ikke til.

Billy Graham havde i begyndelsen en nær, forkyndende medarbejder, Charles Templeton (1915-2001).  Nogle mente, at han som taler ville nå endnu længere end Billy.  Men han ”faldt fra” og prøvede at få Billy til at indse det tåbelige i dennes ”naive” bibeltroskab.  Han blev agnostiker og fortsatte med at argumentere mod evangeliets lærdomme.  Hans sørgelige historie kan læses på http://en.wikipedia.org/wiki/Charles_Templeton

Dette tilfælde er ikke enestående.  Jeg kender mennesker med stærke, religiøse oplevelser i deres ungdom, men som i dag pure fornægter evangeliets lærdomme, selvom de stadig ”taler i tunger” hver dag. Forstå det hvo der kan.  Sandheden er, at både Charles Templeton og sådanne mennesker aldrig har haft en ægte, bibelsk Kristus-oplevelse.

Hebr. 6:1-8 taler derfor også ind i vor tid, hvor det vrimler med religiøst selvbedragne kirkegængere og ditto præster.

Men befriende lyder ordet i samme kapitel:  ”Men selvom vi også taler således, er vi dog overbeviste om, at med jer, I elskede, står det bedre til, og at I har del i frelsen!”  v.9.  Guds ord havde netop talt om religiøse mennesker uden del i denne frelse.  Her et trøstens ord til mennesker, som havde del i frelsen og bar frelsens frugter (v.10).

Religiøst selvbedrag tales der så godt som aldrig om i kirkerne, hvor det ellers er sørgeligt påkrævet.  Selv er jeg i dag taknemlig over ved Herrens nådige indgreb som ganske ung at være blevet reddet ud af en sophisticated, religiøs familie.  Da indså jeg forskellen på at være religiøs og at være født på ny! Mange kirkegængere tåler ikke sådan tale.  Jeg bliver stundom advaret mod at tale herom for ikke at ”støde” nogen i kirken.  Nej, så hellere gravens ro til fortabelse frem for opvækkelsens uro til frelse.

Men må Herren endnu her på falderebet oprejse vidner i DK med vækkelsens hellige og velsignede uro i hjertet!

4.11.12 – jn