I Tyskland lærte jeg engang et godt ordsprog:  ”Wo man singt, da lass dich ruhig nieder, böse Menschen haben keine Lieder!”  I min frie oversættelse lyder det:

Hvor der synges,
kan du gerne slå dig ned,
sangen trives
ej de onde med!

Nogle unge sang med strengespil glade, kristne sange i en togkupé.  En mand var tydeligt irriteret.    Han havde nemlig mødt dem tidligere på dagen i et andet tog og var så senere skiftet til netop det tog, som de unge tilfældigvis også skiftede til. ”Findes der da ikke et sted, hvor jeg kan blive fri for den slags?”  -  ”Jo, i helvede!” svarede en medpassager ham. I helvede findes ingen glad sang og musik.  Ikke en gang en mundharmonika, har en sagt.

Salmeskriveren, hans majestæt kong David synger (i salmernes bog nr. 40):  ”En ny sang lagde han i min mund, en lovsang til vor Gud….”  Det tror jeg også, Han lagde i min mund som ”fødselsgave”, da også min fod som ung sattes på Klippen Kristus.  Og David fortsætter:  ”Mange skal se det…”  En lovsang, der kommer fra hjertet ikke blot høres, den kan ses! – Sangen hos de unge i togkupéen kunne ses på deres glade ansigter.

Det er, mildt sagt, ikke altid, jeg får så meget ud af den sløvende gudstjeneste-monotoni i en kirke.  Men salmebogen er til gengæld en sangskat i verdensklasse, og hvilken glæde er det ikke at kunne synge en salmes budskab ud af hjertet!

Fra min morfar har jeg måske ”arvet” en forkærlighed for Brorson.  Men efter at have læst hans historie står også den tyske salmedigter Paul Gerhard højt i kurs hos mig.  ”Hans salme ”Her ser jeg da et lam at gå…(Dansk salmebog nr. 190) er min yndlings-påskesalme.

Den mest originale salme af Brorson synes jeg er: ”Guds Søn har sat mig fri…” ,som i Den danske salmebog nr. 514 er på 20 linjer i hvert vers, lærte en sang- og musikkyndig i Norge mig at synge med møje og besvær.  Hvor den dog griber mig om hjertet, ej mindst nu på mine ældre dage.

Jeg mindes med glæde den nordirske forkynder, Derick Bingham (1946-2010), som samlede ca. 1000 unge hver tirsdag aften til en solid, bibeludlæggende forkyndelse.  De første 15-20 minutter af hver samling var en glædessmittende fællessang (aldrig noget med speciel platform-optræden).  ”Vi synger for lidt”, sagde han en gang med et lille vink til de mange kristne hjem, hvor en sangbog næsten aldrig åbnes.

Ak, må dette ikke siges om dit og mit hjem!

29.10.12 – jn