Forside Klummer Lykkeskillingen
Lykkeskillingen Udskriv Email
Skrevet af Jørn Nielsen   
Torsdag, 06. september 2012 01:18



Det var en kræftsyg dame på Axeltorv i Næstved, der i går gav min lille ”silver coin” det navn.  Vi sad på samme bænk, og dér kommer jeg sædvanligvis i snak med alle mulige mennesker.  Med ”snak” mener jeg ikke snak, for jeg beder jo hver gang om at blive ledet af Herren til et menneske, jeg kan tale med om Ham.

”Jeg skal passe godt på min lykkeskilling”, sagde hun.  Jeg syntes, det var et godt navn, så det takkede jeg for og sagde, at det vil jeg kalde den fremover.  Men nu er hun indlagt på Rigshospitalet og skal dér i 10 dage og så ellers fortsætte med en el. anden kur mod leukæmi.  Hun lo så hjerteligt, jeg fortalte hende om min samtale med overkirurgen på Rigshospitalet, der skulle operere mit hjerte, for jeg havde sagt til ham:  ”Hvis operationen går galt, skal du ikke være ked af det, for da har jeg blot skiftet adresse!”

Nu sukker jeg til Gud for hende om, at ”lykkeskillingen” virkelig må bringe sand lykke til hendes liv.  Den ligner en sølvdollar, men har Joh. 3:16 tydeligt præget på den ene side og spørgsmålet:  ”Hvor vil du tilbringe evigheden?” på den anden side.

Jeg taler i grunden aldrig om kristendom, kirke og læresætninger, men om vor Herre Jesus Kristus og evangeliets troværdige ord.  ”Kristendommen har ikke hjulpet mig, men derimod Kristus”, hørte jeg engang Billy Graham sige i et interview.  Sådan har jeg det selv.

6.9.12 – jn

 
Copyright © 2024 For Kristus. Alle rettigheder reserveret.
 

Til eftertanke

”Ethvert skrift er indblæst af Gud”

(2. Tim. 3:16)