Forside Klummer ”Vi husker dig godt!”
”Vi husker dig godt!” Udskriv Email
Skrevet af Jørn Nielsen   
Mandag, 20. august 2012 01:36



Det er festligt at møde mennesker, som siger sådan, ej mindst hvis det, du huskes for, har med evangeliet at gøre.

”Vi husker dig godt – det var dig, der gav os et Nyt Testamente”, sagde en ung, katolsk pige til mig for nylig.  Det skete for adskillige år siden, og nu fortæller hun, at det var da, hun virkelig begyndte at læse det.  ”Jeg har læst det igennem 5 gange”, sagde hun.

”Jeg husker dig godt”, sagde en ung amerikansk mormon, jeg mødte på gaden her i byen.  ”Du sagde, at Jesus døde i fuld offentlighed for vore synder!”  -  Det glædede mig, og jeg bad ham aldrig glemme det og huske,  at også vi må tage et offentligt standpunkt for Jesus Kristus.

Men…jeg tænker på den dag, ej så fjern, hvor jeg i evigheden måske skal møde den ene efter den anden, som vil sige:  ”Vi husker dig godt!”  Måske nogle,  jeg vidnede for i det åbne terræn.  Én ting er sikkert:  Evigheden vil være fuld af glædelige overraskelser.

Men jeg vil selv komme til at sige ordene:  ”Jeg husker dig godt!”  Jeg vil sige dem til bl.a. den ældre evangelist fra Jylland, Herren brugte en gang til at vække en længsel i mit drengehjerte, som jeg aldrig havde kendt før, og som førte mig til vor Herre Jesus Kristus som min personlige Frelser og til Bibelen, som jeg før aldrig havde brudt mig om, men som nu blev min umistelige følgesvend hver eneste dag.

Herren talte i en bestemt sammenhæng om venner, der vil tage imod os i de evige boliger (Luk 16:9).  Er det luftkasteller?  Nej, vor Frelser fremmalede ikke luftkasteller, sådan som denne svigefulde verden gør.  Vor ”verden” er en anden verden, et evigt rige med ”evige boliger”, hvor det, der fortjener at blive husket vil blive husket – alt andet vil Gud ske lov være for evigt glemt! 

20.8.12 – jn

 
Copyright © 2024 For Kristus. Alle rettigheder reserveret.
 

Til eftertanke

”Ethvert skrift er indblæst af Gud”

(2. Tim. 3:16)