”Far, du er racist!” sagde engang for mange år siden min ældste datter til mig, da jeg i et ubetænksomt øjeblik var kommet med et par utilgiveligt nedladende og hjerteløse bemærkninger om de farvede iblandt os.  Hendes ord ramte mig (håber jeg), og Han, som ”lod alle folk nedstamme fra eet menneske og lod dem bosætte sig på hele jordens flade”  (Ap.G. 17:26), har i sandhed vendt op og ned på mit forhold til andre af anden hudfarve.

”Vi husker dig godt”, sagde et par yndige, tamilske piger til mig, da min kone og jeg lejrede os i græsset hos en tamilsk gruppe, hvor der også var etniske danskere til stede fra Vor Frue Kirke (katolsk).  Det skete 2. pinsedag ved en økumenisk friluftsgudstjeneste, hvor forskellige kirker deltog.  ”Jo, det var dig, der kom på vor skole og gav os nye testamenter”, sagde den yngste af pigerne med et elskeligt smil.  Hvilket glædeligt gensyn!  Nu var pigerne vokset op, havde begge fået diplom  som ingeniører trods deres unge alder, og så gik ellers snakken.  Relationerne forstærkedes yderligere. Og inderligt.

Pigernes storebror, ingeniør, var der også med sin smukke, unge hustru og havde fra friluftsscenen læst op bl.a. Joh. 3:16 fra den tamilske Bibel.  Vi kom til middag hos hinanden, og på rekordtid blev vi venner for livet.  Nu kommer jeg regelmæssigt hos dem og giver den unge frue supplerende timer i dansk med hovedsagelig Bibelen som ”tekstbog”.  Disse timer er ubeskriveligt dyrebare for mit eget hjerte, ja, tror jeg, for os begge.  Hendes mand fryder sig og er selv til stor velsignelse for mig.  Han er som IT ekspert  en Guds gave til mig og udfordrer mig til at nå langt videre ud med evangeliet gennem IT´s muligheder.  ”Ud til ungdommen!” siger han.  I mit hjerte lyder det igen og igen:  ”Det er Herren!”  (Joh. 21:7), underforstået:  Det er Ham, der i sin store nåde står bag det hele!

Har jeg virkelig været racist?  Ak, shame, shame on me!

1.8.12 – jn