Forside Klummer Hvad har du ”set”?
Hvad har du ”set”? Udskriv Email
Skrevet af Jørn Nielsen   
Tirsdag, 17. Juli 2012 05:06



”Oplad mine øjne, at jeg må skue de underfulde ting i din lov!”  (Psa. 119:18)

”Jeg glæder mig over dine vidnesbyrds vej, som var det al verdens rigdom!”  (Psa. 119:14).


I kongehusets stab af sangere, som ”spillede i profetisk henrykkelse under kongens ledelse”  (1. Krøn. 25:2) – ja, måske den skjulte, åndelige hemmelighed bag de dages stærkeste og suveræne stormagt med hyrdekongen David som monark? – læser vi, at en af sanglederne, Heman, var ”kongens seer i Guds ord”  (v.5). Hvilken udfordring!

Intet er så inspirerende, ja ofte ligefrem så fuld af ”profetisk henrykkelse”, som når du møder en medtroende, der har set noget i Guds ord.  Omvendt er intet så dræbende og ”dødkedeligt” som at møde teologiske ”forstå-sig-på-magere” og ”pindehuggere”, som ynder at docere, analysere, dissekere og ”teologisere” det skrevne ord.  Jeg mindes uvilkårligt, hvad en prædikant fra Sydafrika engang sagde om nogle ”bibelstærke” brødre, som han selv tilhørte:  ”De har levende brød, men mangler levende vand!”  Det var rammende og præcist sagt, synes jeg.

Men lykkelig og ”salig” er du, om har fået et sådant forhold til din dyrebare Bibel, at det for dig er stedet, hvor du hele tiden, i det stille, ”ser” noget helt nyt ”under Kongens ledelse” med den gode Helligånd som din eneste, åndelige ”mentor” (smlgn.  2. Pet. 1:20-21).  ”Seere” i Guds ord hænger ikke på træerne.  Lad det være din hellige ambition som Kristi ”seende” discipel  at være en af dem!  Dine omgivelser vil uvilkårligt kunne mærke det!

17.7.12 – jn

 
Copyright © 2024 For Kristus. Alle rettigheder reserveret.
 

Til eftertanke

”Ethvert skrift er indblæst af Gud”

(2. Tim. 3:16)