Spørgsmål: Hvorfor henviste Jesus den rige yngling til lovens bud  (Matt. 19:17) som svar på hans spørgsmål om evigt liv?  Loven kunne vel ikke frelse ham?  Eller ville han få evigt liv ved at skille sig af med sin rigdom?

Svar: Jesu svar til den rige, unge mand kan umiddelbart forekomme os underligt ”loviske”, men hvis studerer vi sammenhængen og på hvilke præmisser, de to talte sammen, vil det hjælpe os til rette forståelse.

Ynglingen kom til Jesus på menneskelige præmisser.  Han kaldte Ham for ”gode mester”, som på græsk hedder ”didaskalos” = lærer, - præcis det  ord, Nikodemus også brugte. (Joh. 3:2).

Med andre ord:  Jesus var i ynglingens og Nikodemus´ øjne kun et godt menneske, en stor lærer. - Sådan ser mange moderne mennesker, ja endog teologer, også i dag på Jesus.

Hvordan så ynglingen på sig selv?  Som et pænt, moralsk menneske, der i det ydre havde levet efter lovens bud (v.20).  Men hans spørgsmål:  ”Hvad mangler jeg endnu?” afslører et indre, utilfredsstillet tomrum i hans sjæl.

Hvad var der galt? Hans hjerte hang ved hans egentlige gud, rigdommen, hvad Herren hurtigt afslørede ved først at være gået ind på den unge mands indbildte fromhed.  Han havde moral og religion, men havde ikke i sandhed fået med Gud at gøre – den eneste gode (v.17) og eneste frelsens rigdom.

Ville Jesus dermed sige, at hvis han solgte alt, ville han ”få evigt liv”?  Nej, godt nok stod hans rigdom i vejen, men det ville den blive ved med, så længe han ikke som et fortabt, hjælpeløst menneske var kommet til kort over Gud, dvs. just Ham, han stod overfor, fuld af kærlighed til ham (Mk 10:21), og som er både Gud og menneske og de fortabtes Frelser.

Jesus bagatelliserede ikke vanskeligheden med ”for en rig at komme ind i Himmeriget”  (v.23), tværtimod.  Men Han gør det ej heller umuligt, hvis den ”umulige”, fortabte synder, kommer til Gud.  ”Hvem kan så blive frelst?” spurgte de.  Jesus sagde:  ”For mennesker er dette umuligt, men for Gud er alle ting mulige.”  (v.25-26).

Tolderen i templet kom til Gud som en fortabt  synder:  ”Gud, vær mig synder nådig!”  (Luk. 18:13).  -  Det gjorde farisæeren ikke.  Han lignede den rige yngling, der bildte sig ind at være ”go´ nok”. Derfor skete der ikke noget med hverken den rige yngling eller farisæeren.

Sådan er det også i dag.  Åh, hvor møder jeg mange mennesker, der ligner den rige yngling og farisæeren, fordi de ikke for alvor har fået med Gud at gøre.  Jeg har til mange på min vej måttet sige:  ”Før du kan bede som tolderen, sker der intet med dig!”

”Se, vi har forladt alt og fulgt dig…” sagde Peter.  Dette var sket ikke for at blive frelst, men fordi de var frelst. Som omvendte og frelste var de ikke fuldkomne, men de havde i hjertet og af uforskyldt nåde fået den frelsens vished og åndelige tilfredsstillelse, som ynglingen savnede.  Og som mange ”kirketroende” mangler i dag.

Ynglingen gik bedrøvet bort (v.22), men det var en verdslig bedrøvelse, ikke den ”bedrøvelse efter Guds sind”, som fører til omvendelse.  Det er vigtigt at forstå forskellen.  Se 2. Kor. 7:10.

Det er en lidelse at tænke på de mange uomvendte kirkegængere i både Folkekirke og frikirke, som måske nok er ”med” og fx går til alters, men som aldrig for alvor har fået med Gud i sand syndserkendelse.

Det ser jeg som den største tragedie hos ”pæne”, religiøse mennesker anno 2012.

12.7.12 – jn