”Da Herrens pagts ark kom til Davidsbyen”  (1. Kr. 15:29) var luften fuld af hellig uro, musik, jubeltoner (norsk:  glædessang), festglæde og –jubel.  Hele 1. Kr. 15 ”ånder” af denne fryd.  Hvorfor?  ”Herrens pagts ark” havde fået sin rette plads.

Pagtens ark er ifg. min børnelærdom et billede på Kristus, og når det levitiske præsteskab marcherede frem, bærende på arken, er det et billede på forkyndelsen af evangeliet!   Eller har du nogen bedre udlægning?

Vi længes efter vækkelsens tider og vi synger i Norge:  ”Minnes du de skjønne, gamle tider, da Guds flamme i dit hjerte brannt…” .  Jo, da kunne vi på en særlig måde sige: ”Herren har gjort store ting imod os, og vi blev glade!”  (Psa. 126:3).  Denne længsel er velbehagelig for Gud og bør på en sund måde fremelskes!

Men….oplever vi ikke de gamle vækkelsestider, kan du og jeg dog på et personligt plan, ved Guds nåde, ”stå i vækkelse” (som nordmændene ynder at tale om).  Det gjorde fx profeten Habakkuk, se Hab. 3:18, trods tørke i landet.  Det er kun et spørgsmål om at give Kristus den ypperste plads i vort liv, hvor Hans evangelium kommer i ”øjenhøjde” blandt vor tids mennesker!

En ældre kvinde i vor lille torsdagskreds udstråler denne smittende ”festglæde”.  Et ord, hun ofte citerer med et elskeligt smil, er: ”Herrens glæde er eders styrke!”  (Neh. 8:10).  På et personligt plan ”står” hun i vækkelse!

David blev mødt med kritik fra sin dronning:  ”Da hun så David springe og danse, ringeagtede hun ham i sit hjerte.”  (1. Kr. 15:29).  Én ting er nemlig så sikkert som præstens ”Amen” i kirken:  Åndelig vækkelse vil altid blive mødt med kritik og ringeagt fra uventet hold.  Det slår aldrig fejl. 

Da jeg som ung oplevede åndelig vækkelse i Vestnorge, kom kritikken ikke fra ”almindelige” mennesker, men fra stedets religiøse dignitarer (dvs. betydningsfulde mennesker).  Fra ugudeligt el. verdsligt hold inviteredes jeg tværtimod til at tale på en lokal skole.  Læreren, som indbød mig, var ikke en kristen, men der blev i familien bedt for ham.  Måske vakte vækkelsens vingesus en undertrykt længsel hos ham?  En længsel efter Gud?  En afdelingsleder sagde til mig under en fødselsdagsreception:  ”Måske mangler vi den religiøse dimension?”  Var det mon udtryk for en skjult, uartikuleret længsel? Selv i vor tid?

Minnes du de skjønne gamle tider,
da Guds flamme i dit hjerte brannt?
Det var kamp og mange hede strider,
men i troens strid vi sejr vannt!  (norsk)

13.7.12 – jn