Hvilket herligt ord at samles om i vor hjemmegruppe ang. søndagens tekst.  Han, som selv var iblandt os iht sit løfte (Mt. 18:20), levendegjorde ordet for os ved sin Ånd.

Denne Kristus-bekendelse var ikke udtænkt af ”kød og blod”, men kom fra hjertet, virket af Faderen selv, og ikke fra ræsonnementer, teologisk oplæring el. en mental proces.

I dette forunderlige Åndens samfund var alle disciplene med.  Måske udbrød de et højt ”Amen” til denne bekendelse i samklang med Faderen, Sønnen og Helligånden.

Men ak, ”kød og blod” kan gøre Peters bekendelse til en død trosbekendelse.  En sådan papegøje-bekendelse lyder mekanisk fra uomvendte kirkegængere uden dermed sagt, at alle som fremsiger trosbekendelsen ikke er født på ny.  Men mange er det ikke.

Er din bekendelse til Kristus en selvoplevet erfaring med Ham?  Kan du med apostlen sige, at den ”har Gud åbenbaret ved Ånden”? (2. Kor. 2:10).  Først da er der et mærkbart skel mellem ”det folk siger” (Mt. 16:13) og det Kristi disciple siger (v.15).  Afstanden mellem de to er uoverstigelig, indtil en omvendelse og ny fødsel finder sted.

Kristi disciple vil aldrig være i defensiven.  Det er dem, der angriber dødsrigets porte (ej omvendt) som de fordum gjorde, når en fjende blev stormet (1. Mos. 22:17, Es. 28:6).

Angreb er som bekendt det bedste forsvar.  Også åndeligt.  ”Guds fulde rustning” (Ef. 6:11-20) er offensiv, men ej lig med elite-kristendom.  Bekendelsen til vor Herre Jesus Kristus er hverken poesi el. ritualer midt  i en satanisk konflikt, men en frimodig forkyndelse af evangeliet m. ord givet ovenfra (Efes.br. 6:19-20), og altså ikke givet af ”kød og blod” og verdslig visdom.

5.7.12 – jn