Spørgsmål:  Hvordan forstår du Rom. 11:21-22?  Betyder det, at et troende menneske kan risikere at blive ”hugget af”?

Svar:  Et troende menneske, som trods mangler og skrøbeligheder hører Herren til og har Hans Ånd, vil Herren selvsagt ikke ”hugge af”.  Det er ikke sket hverken i den gamle eller nye pagt.  Min påstand modsiges tilsyneladende af nævnte ord fra Romerbrevet, men kun tilsyneladende.

Oliventræet står som billede på et synligt vidnesbyrd om Herrens tilstedeværelse i et synligt folk.  ”Et grønt oliventræ, skønt at skue.”  Jer. 11:16.  Israel skulle være et sådan synligt vidnesbyrd, men svigtede, som vi véd, og Kristi menighed tog dets plads.

Men den bekendende, kristne menighed har også svigtet Herren og Hans ord, især i denne del af vor verden, som har haft evangeliet indenfor rækkevidde i rigt mål.  ”Fordi du er lunken og hverken varm eller kold, har jeg i sinde at udspy dig af min mund”, siges der om Laodikea-menigheden (Åb. 3:16).  Og dér befinder den etablerede kristne kirke sig i stor udstrækning samtidig med, at der måske selvretfærdigt hoveres over jøderne, fordi de forkastede evangeliet uden at vide, at den kristne kirke selv i praksis har gjort det samme trods formel kristen trosbekendelse.

Men Herren ville naturligvis ikke ”udspy” eller ”hugge af” den enkelte, genfødte troende i Laodikea.  Det er jo til den enkelte troende, Herren henvender sig i samme sendebrev (v. 20-21).  Og sådan er det stadig.

Der vil til alle tider, indtil Herren henter sin menighed, være både Laodikea- og fx Filadelfia- og Smyrna-tilstande på jorden.  Lidende og forfulgte kristne rundt omkring i verden bærer stærke vidnesbyrd herom.

Jeg ser sådan på det, at når apostlen i Rom. 11:21-22 henvender sig til den enkelte troende, er det med henblik på selvransagelse helt på linie med, hvad han fx gør i 2. Kor. 13:5:  ”Jer selv skal I ransage, om I er i troen, jer selv skal i prøve…”  En sand troende vil aldrig afvise et sådant spørgsmål, men det vil derimod ofte den selvsikre, religiøse kirkegænger.  Det er i hvert fald min erfaring i min omgang med sådanne mennesker.

Ransagende spørgsmål undgår vi ikke.  ”Ransag mig, Gud, og kend mit hjerte” (Psa. 139:23). En sand troende vil her kende sig igen uden at miste frelsesvisheden.  I ydre, kristne sammenhænge bør vi også kunne stille ransagende spørgsmål til hinanden, thi mange bekendere er bare ”med” uden at være født på ny.  Sådanne ”medløbere” vil trods ydre bekendelse ikke så sin prøve overfor evigheden og vil blive ”hugget af”.

Rom. 11 lærer os, at Gud ikke er færdig med det jødiske folk.  Israel skal frelses i Herrens time (v.26), ”thi Gud har jo magt til at indpode dem igen”.  Herren har en ultimativ frelsesplan med dette folk, ”for Gud angrer ikke sine nådegaver og sit kald (til Israel)”. v. 29.  Denne suveræne nåde  bør bevare os i ydmyghed, da det udelukkende skyldes samme nåde, at vi som troende hedninger får lov at være grene på oliventræet.

-jn-