Jeg læser p.t. et værk om bl.a. Georg Brandes (1841-1927), den danske pendant til kristendomshaderen Voltaire.  G.B. var i sin tidlige ungdom tæt på en personlig Kristus-tro under påvirkning af en kristen ven, men blev snart efter kristendommens fjende nr. 1 og praktiserede bl.a. ”fri kærlighed” i naturalismens navn.  Han skrev 2 år før sin død smædeskriftet ”Sagnet om Jesus”, men på sit ydmyge dødsleje citerede han ordene ”Kom i den sidste nattevagt….” (fra salmen ”At sige verden ret farvel” – nr. 538 i salmebogen), som jo er en bøn til Kristus.  Mere vides ikke om hans eget ”farvel” til denne verden.

Mange er gennem årene gået i hans fodspor i deres bevidste fravalg af Kristus.  En nær slægtning, som også i sin ungdom bekendte sig til Kristus i både skrift og tale, skriver nu til mig:

”Jeg har i mange år levet i det samme "religiøse hus", som du befinder dig i, så jeg er ganske fortrolig med "møbleringen". Men jeg er flyttet ud af "huset" til et andet og bedre, og jeg har ingen ønsker om at vende tilbage….”

”Først må jo frafaldet komme…”  skriver apostlen angående ”endetiden”.  Ovennævnte frafald er til at tage og føle på. 

Men mere besnærende er frafaldet blandt bekendende kristne, som bibeholder en kristelig (kirkelig) facade uden åndeligt indhold.  ”Hvad opbygger I hinanden med?” spurgte jeg naivt ved kaffebordet, da jeg forleden dumpede ned i et kristeligt selskab.  Absolut ingenting fremgik det af det svar, jeg fik.  De talte om de samme verdslige ting, jeg kan tale med mine verdslige kontakter om.

O, lad os i denne frafaldets tid tilskynde hinanden til som Kristi efterfølgere at gøre en synlig forskel og ikke lade os nøje med en udvandet udgave af en kristendom, som hverken er fugl eller fisk!

3.6.12 – jn