Pinsedag blev bl.a. et gensyn med TV-serien ”Fiskerne”, som havde gjort indtryk på mig for over 30 år siden.  Det gjorde denne reprise måske endnu mere.

Romanen ”Fiskerne” fra 1928 er skrevet af kommunisten Hans Kirk, som fra sin barndom havde fået Indre Missions kristendom stærkt inde på livet, men som i stedet, senere, fik et næsten religiøst el. naivt forhold til kommunismen og dyrkelsen af Stalin.  ”Fiskerne” er dog skildret med stor empati (finfølelse), og man mærker trods alt, mellem linjerne, en slet skjult kærlighed til barndommens Indre Mission.

Lærte jeg noget går?  Det håber jeg.  En forkynder sagde engang til mig:  ”Hvis vi hører en dårlig prædikant, kan vi i det mindste lære, hvordan vi ikke skal prædike!”  Den livsvisdom har jeg ofte fundet nyttig. 

Sådan også med ”Fiskerne”, som anskueliggjorde en karikeret kristendom.  Pudsigt nok var der samtidig, på en anden kanal, en såkaldt DR-gudstjeneste, som jeg kun så glimtvis, og som jeg derfor ikke skal kommentere bortset fra, at de glædesløse alvorsminer, jeg oplevede  hos kirkegængerne dér, mindede mig uhyggeligt meget om dem, jeg så hos ”Fiskerne” – men uden sammenligning i øvrigt.

Alternativet til det skildrede ”alvor” er ikke det letkøbte, overfladiske skuespil og pjat, som bl.a. Søren Kierkegaard eksponerede for over 150 år siden.  Den ægte alvorstone i dagens åndelige opløsning med frivol udvanding af Guds ord mangler vi.  Men den må altid gå hånd i hånd med ægte, evangelisk glæde og et  selvoplevet vidnesbyrd om frelsen i vor Herre Jesus Kristus. Det hænger dog ikke på træerne.

Vi var tidligere på dagen til pinsegudstjeneste i en smuk landsbykirke.  Jeg forsøgte mig ved kirkekaffen med kontakt til et par af stedets kirkegængere.  De mindede lidt om ”Fiskerne”.  Glædesløse, udslukkede – uden pinse.  Jeg spurgte måske om for meget.  ”Er du journalist?” spurgte en mig næsten fjendtligt.

Der er brug for et glad alternativ til ”Fiskerne”, hvad intet TV selvsagt kan producere. Pinsen er et Åndens værk.  Og det kan ikke udspilles el. plagieres sværmerisk på nogen scene.  Og dog er dette Åndens værk til stede. Men opleves, tror jeg, blandt de sagtmodige og ”de stille i landet”  (Psa. 35:20).

Dem mødte jeg nogle af derovre i Jylland sidste uge.  Hvilken velsignelse!  Og hvor jeg dog mindes dem med oprigtig glæde!

28.5.12 – jn