Nogle beskylder mig for at være ”amerikansk”, men det er en sandhed med modifikationer.  Jeg er nok mest ”norsk”.  Ikke blot i kraft af mit ægteskab, men p.gr.a. den åndelige rigdom, der fra min tidlige ungdom kom til mig fra Norge gennem gode, norske brødre.

Og så er der historien.  Den dvæler jeg på en særlig måde ved hver 17. maj.  En rundvisning på Eidsvoll (nord for Oslo) er stadig en betagende oplevelse, hvor den danske tronarving, den 27-årige prins Christian Frederik, blev hyldet som det nye Norges første konge – dog kun for en kort periode, nemlig 17.maj-10 okt. 1814.  Den svenske overmagt var for stor – både for Norge og Danmark.

Mine følelser for Norge strømmer over, når jeg lytter til optagelser fra 17. maj 1945, som på en særlig måde blev fejret som Norges befrielsesdag med rørende takketaler til Danmark for vort beskedne bidrag til det betrængte broderfolk under krigen.  Jeg kan endnu høre min lillesøster, Ruth, sige ved middagsbordet under krigen:  ”Vi skal være glade for det, vi får, for de små norske børn får ikke en sådan mad!”

Den danske digterpræst, Kaj Munk, skrev efter min mening sit smukkeste digt nogensinde som en hyldest til Norge i 1943:

Ja, vi elsker dette Landet
nu som aldrig før.
Trodsigt stiger det af Vandet,
lever, mens det dør.
Just fordi det valgte modigt
Undergangens Kaar,
skal det gro og grønnes frodigt
frem i tusind Aar.

Vaabenløs du kæmped, Norge,
stod, endskønt du faldt.
Dine Hjerters Klippeborge
har holdt Stand mod ALT.
Vi, der sad i dybe Dale,
baade græd og lo
ved din Tausheds høje Tale
klippefast i Tro.

Snart gør Vaarens Morgenrøde
Vinterens Nat forbi.
Se, da blomstrer op det øde
Fossen springer fri,
Birkeløv og Flaget vajer
over genløst Jord.
Og med Smil i Taarer nejer
Danmark for sin Bror.

Danmark og Norge (og hele Skandinavien) har korset fælles i flaget.  Taler jeg på et friluftsmøde deroppe minder jeg altid om dette kors.  Det gør jeg også i USA, og det gjorde den verdensberømte gymnastikleder, Erik Flensted-Jensen, også altid konsekvent, når han ved indmarchen af sit betagende gymnastik hold med en fanebærer i spidsen holdt en lille tale.  Fanen blev sænket, og han citerede frimodigt Joh. 3:16.
Tillykke med 17. maj, velsignede broderfolk!  Sænk også du fanen, ikke blot i en lukket kirke el. et bedehus, men i det åbne, smukke fjeldlandskab og lad også Joh. 3:16 frimodigt lyde deroppe i verdens smukkeste land med verdens smukkeste nationalsang!  Og hør, hvordan Norges fjelde svarer tilbage:  ”Amen, ja, Amen!”
16. maj 2012 – jn