Forside Artikler Langfredags nødvendighed
Langfredags nødvendighed Udskriv Email
Skrevet af Jørn Nielsen   
Torsdag, 26. april 2012 23:19



Selvom langfredag var verdenshistoriens største justitsmord begået på den tids værste torturinstrument, nemlig det opretstående kors, var denne blodige uret en guddommelig nødvendighed. (Jeg er opmærksom på, at korsfæstelsen ikke fandt sted på akkurat en fredag, men jeg bruger ordet ”langfredag” for nemheds skyld iht almindeligt sprogbrug).

En af mine jødiske venner, en forhenværende kendt politiker, sagde til mig, da jeg på hans opfordring  uddybede korsfæstelsens mysterium:  ”Det med at Jesus døde for vore synder, køber jeg, men…”  Hans ”men” gik på, at Jesus ikke var mere Guds Søn end at vi alle i én forstand er Guds sønner (og døtre).  Men så langt kom vi dog i samtalen efter vi et kort øjeblik havde dvælet ved Esajas´ profeti om Jesus, fremsagt ca. 700 år før det skete:  ”Han blev såret for vore overtrædelser, knust for vor brødes skyld, os til fred kom straf over ham, vi fik lægedom ved hans sår.”  (Esajas 53:5).

Så langt kom vi som sagt, men ikke længere.  Ifg. den danske overrabbiner Bent Lexner  ”kan de kristnes Jesus ikke være den jødiske Messias. Forventningerne er ikke blevet indfriet.”  Det udtalte han i julen 2010 til Kristeligt Dagblad  ( 24/12.10).  Ak, for en fattig julehilsen!  Forventningerne gik ikke på Kristi (Messias´) forsoningsdød på korset, men  ensidigt på et konkret, messiansk fredsrige på jorden, og det til trods for at Det gamle Testamente er spækket med henvisninger til uskyldige offerlam, som tydeligvis afskygger Jesus som opfyldelsen af den gamle, jødiske lov om stedfortrædende soningsdød for folkets synder.

Udlægningen af Esajas 53  handler ifg. moderne rabbinere om Israel og ikke Jesus.  Men rabbinere fra 1. århundrede, fx den højt respekterede Jonathan ben Uzziel,  har en anden udlægning uden selv at være kristen, idet han tager udgangspunkt i Es. 53:13, der begynder således:  ”Se min tjener…så umenneskelig så han ud.”  Han erklærede:  ”Dette afsnit taler tydeligt om Messias.”  Denne forståelse har adskillige rabbinere haft helt op i Middelalderen, ej mindst rabbineren Isaac ben Arbabanel (1437-1508).  Disse jødiske lærde var ikke kristne, men forventede dog en personlig Messias i modsætning til moderne, liberal jødedom, som mere tolker Messias som en idé el. tidsalder.

Bibelens vidnesbyrd om Jesus som opfyldelsen af Det gamle Testamentes offerlam fik jeg engang lejlighed til at gentage for et jødisk selskab, der med deres rabbiner viste mig og andre gæster rundt i deres synagoge i byen Williamsport i Pennsylvania.  Jeg var overrasket over den frihed, de gav mig som kristen til at ytre mig, og der blev musestille, da jeg citerede det centrale påskeord fra Joh. 1:29:  ”Se Guds Lam, som bærer verdens synd!”

Min pointe var dengang som nu, at dramaet på Golgata for snart 2000 år siden var en nødvendighed. Den blev stillet i ekstra relief, da en medpatient under et kurophold tidligt på våren spurgte mig:  ”Helt ærligt, har du altid været et godt menneske?”  Spørgsmålet turde være overflødigt, men jeg måtte svare:  ”Nej og atter nej.  Jeg er en synder, men det var jo netop for syndere, at Jesus døde på korset!”

Ja, sådan blev langfredag i det mindste en nødvendighed for mig helt personligt.

Når jeg arbejder mig igennem Mosebøgerne, især 3. Mosebog med loven om de forskellige blodige ofre, indrømmer jeg, at jeg engang imellem kan køre træt i det.  Men jeg véd jo, at de mange love om ofre i Den gamle Pagt viser forskellige sider af både Kristi unikke og uangribelige person og den pris, Han betalte på Golgata for vore synder. (A. Bjerkreim har i øvrigt skrevet en ypperlig lille bog om ofringerne i 3. Mosebog, som jeg varmt kan anbefale). Jeg føler da en befriende glæde ved i Det ny Testamente at få forkyndt, at alt er opfyldt i den korsfæstede og opstandne Frelser, absolut alt, og at der ikke er flere lovbud at iagttage.  ”Kristus er lovens ophør”, står der (Rom. 10:4, dansk ovs.), og da kan også jeg ophøre med egne anstrengelser og fromhedsøvelser.

En forkynder, nu pensioneret folkekirkepræst, fortalte mig, hvordan han i sin ungdom under et bibelskoleophold på Luthersk Missionsforenings højskole i Hillerød, også kørte træt.   Men det var hans kristendom eller rettere kvaliteten af hans kristendom, som han ikke kunne få til at lykkes.  En dag gik han op til skolens forstander, daværende Fritz Larsen, og sagde det, som det var.  ”Jeg må rejse, jeg orker det ikke mere…”  Han fortalte, at forstanderen blot sagde disse tre Golgata-ord til ham:  ”Det er fuldbragt!”  Det var akkurat de forløsende ord, han trængte til at høre, og som Guds Ånd brugte.  ”Det var som om, jeg blev befriet fra en tung byrde”, sagde han.  Han blev senere en frigjort, glad, evangelisk prædikant.

Som ny i troen var jeg både genert og menneskesky.  Jeg ville så gerne fortælle andre om Jesus, men frimodigheden svigtede.  En ældre ven gav mig et lille emblem til at stikke i knaphullet på min jakke.  Der stod:  ”Kristus døde for mig.”  Det ville give anledning til spørgsmål, sagde min ven, og være en hjælp til at vidne.  Jeg var stadig genert, men så læste jeg, at den berømte prædikant, C.H. Spurgeon, havde udtalt:  ”Min teologi er meget enkel.  Den består kun af 4 ord:  Kristus døde for mig!”  Da tænkte jeg:  Det må jeg også kunne sige, så hans ord gjorde jeg til mine, når den ene efter den anden på min læreplads i Østasiatisk Kompagni, København, spurgte til dette emblem.  Det ene fører ofte det andet med sig, og snart har jeg fået lov at proklamere denne enkle ”teologi” til mange mennesker både på tomandshånd og for forsamlinger i ind- og udland.

En velmenende ven sagde til mig:  ”Hvorfor bruger du ikke din gode salgsteknik rent religiøst?”  Jeg måtte som gammel sælger have naturlige forudsætninger, mente han, så jeg forstod ham godt.  Men nej, ordet om korset er ikke et spørgsmål om ”salgsteknik”, men formidling af et meget enkelt evangelium i Åndens kraft trods vor egen svaghed.  Min livsaften stunder nu til, og snart skal jeg i evigheden møde mange af dem, jeg her fik lov at give nævnte fire, magtfulde ord til.

Det er altid en luksus for mig at være med på et opbyggeligt bibelstævne sammen med mange troende venner.  Misforstå mig ikke, men jeg orker ikke at være med på ret mange bibeltimer, før jeg føler trang til at komme lidt udenfor bibellejren for i en anden lejr at møde mennesker, jeg kan vidne for om Herren.  Hvis ikke jeg gør det, er jeg bange for at kvæles af åndelig klaustrofobi.

Til en åndelig søn i Californien sagde jeg:  ”Du må forstå, at jeg har intet haft med din omvendelse at gøre.  Jeg har kun været en kanal for Kristi ord, intet andet.”  Han spurgte mig:  ”Kanal?  Hvad mener du?”  Jeg svarede:  ”Du véd, hvad en ”pipeline” er?”  Jo, det vidste han som amerikaner god besked med.  ”Jeg fik lov at være en åndelig pipeline i dit liv!”  Da lyste han op i et stort smil, og det ord er vi sjovt nok ofte vendt tilbage til.

Jeg spurgte en amerikansk pensionist, jeg kom i snak med udenfor hans hus:  ”Har du nogensinde taget imod Kristus som din Frelser?”  Han svarede: ”Nej, jeg har alt for mange synder at  bekende!”  Jeg besøgte ham og hans kone nogle dage senere og spurgte, om jeg måtte læse et bibelord for dem.  Jeg læste for dem lignelsen om farisæeren og tolderen, der bad i templet.  ”Du ser, tolderen bekendte ikke alle sine mange synder, men sagde blot:  ”Gud, vær mig synder nådig!   Det er altid sådan, det begynder, nemlig at erkende ind for Gud, at jeg er synder, der har brug for Hans frelsende nåde”.

En ung mand sagde til mig:  ”Det er underligt, du lige skulle komme her forbi.  Mine forældre er ateister, men jeg søger en åndelig virkelighed.”  Da vidste jeg, at Herren havde sendt mig for at jeg som en anden Filip kunne sætte mig ved siden af ham og ud fra Guds ord vise ham frelsens enkle, enkle vej og bede med ham.  ”Kristus døde for mig”, var ordene jeg lærte at bekende mig til som min enkle teologi.

”Har du noget nyt at fortælle?”  spurgte den engelske digter Alfred Tennyson en gudfrygtig metodistkvinde.  Hun svarede:  ”Jeg har intet bedre nyt at fortælle, end at Kristus døde for vore synder!”  Han svarede:  ”Det er en gammel nyhed, og det er en god nyhed, og det er en ny nyhed!”  Det er præcis, hvad korsets evangelium er.

Det hele begyndte på Golgata i fuld offentlighed.  Det med ”fuld offentlighed” betyder meget for mig, da jeg selv på min hjemegn er blevet en offentlig person, og jeg tror, at evangeliet er et offentligt anliggende.  Derfor, hvis jeg indbydes til at holde møder på et bedehus i en by, prøver jeg så vidt muligt at gøre de troende interesseret i et friluftsmøde på byens torv, så vi også kan forkynde Kristus udenfor bedehusets beskyttende mure.  Forkyndelsen af evangeliet ”er jo  ikke sket i en afkrog”  (Ap.G. 26:26), men tåler dagens lys.

Er det ikke underligt at tænke på, at de sår, synden gav vor Frelser, blev just de sår, ved hvilke vi fandt frelsende lægedom.  Jesus sagde:  ”Messias måtte lide…”  (Luk. 24:46, norsk ovs.).  Det var en nødvendighed.  Og det er også en nødvendighed, at dette evangelium skal bevidnes af os, der har taget imod det.  Denne nødvendighed er af Guds Ånd lagt på os netop med henblik på, at vi skal være Herrens ”pipelines” dér, hvor vi er sat – til lands, til vands og i luften.

I fuld offentlighed.

Jørn Nielsen, H.C. Lumbyes Vej 159A, 4700 Næstved

 
Copyright © 2024 For Kristus. Alle rettigheder reserveret.
 

Til eftertanke

”Ethvert skrift er indblæst af Gud”

(2. Tim. 3:16)