En årle morgen tumlede jeg på min morgentur i Sydsjælland med spørgsmålet:  Hvorfor bliver alt for få syge venner helbredt?  Hvorfor er Ap.´s Gerninger, dvs. Helligåndens gerninger m. mange helbredelser ikke hverdagskost?

Hvorfor så mange prægtige, men uhelbredelige venner?  Hvorfor skal den gudfrygtige Joni  (Earekson Tada) efter en ”meningsløs” ulykke tilbringe resten af sit liv i kørestol?  Hvorfor skulle den danske prædikant, Th. Mundus , prøves så hårdt, om hvem nordmanden A. Bjerkreim sagde, ingen havde forkyndt evangeliet smukkere på noget skandinavisk sprog end netop han?

Eller ham, som eftertiden kaldte ”prædikanternes fyrste”, Charles H Spurgeon, hvis lige England  næppe har haft nogensinde.  Allerede i en alder af 33 år var hans helbred  på retur (kraftig reumatisme).  Også hans gudfrygtige kone, Susie, blev kort tid efter fødslen af deres tvillinger, syg og delvis lammet.  Spurgeon talte til mange tusinder, hans trykte prædikener gik hver uge ud i hele verden på adskillige sprog til millioner, - langt flere end fx Billy Graham nåede– men hvorfor skulle et Herrens redskab, der var til så stor velsignelse leve med et nedbrudt helbred for endelig at blive udfriet af sine lidelser i en alder af kun 58 år?

Svaret, jeg fik hin årle morgen var:  Der er en nød, der er større end den legemlige nød, dvs. den åndelige nød.  Den bliver mere og mere upåagtet i kristne sammenhænge.  Det vrimler med ønsker om forbøn for diverse legemlige lidelser og materiel nød.  Kvaksalvere har gode tider, alt imens åndeligt døde mennesker i synd og vantro går fortabt uden berøring med selve evangeliet.

Men det var den nød, Spurgeon blev kaldet til at møde med sit vækkende budskab.  Joni  (udtales som Johnny), som ikke selv blev helbredt, blev ligeledes til åndelig velsignelse for talløse mennesker verden over.  Og sådan kunne vi blive ved.  Det besvarer nok ikke alle spørgsmål, men antyder dog, hvad der er øjeblikkets store nød, nemlig at hjælpe mennesker i åndelig nød – en nød, de ikke selv véd om, men som vi beder Helligånden  afdække gennem vort enfoldige vidnesbyrd om verdens eneste Frelser.

”Jeg er ikke sikker på, jeg ønsker at se nogen af jer i Europa”, sagde jeg til en vel funderet gruppe af mænd i dag.  ”I snakker meget, véd en masse, skøjter teologisk hen over Esajas 53 (som vi just studerede), og I vil måske gerne til Europa med jeres bibelkundskab.  Men det er der ikke brug for.  Der er brug for brændende hjerter, der er grebet af Es. 53  i det personlige vidnesbyrd!”  Jeg var godt nok provokerende, men der var heldigvis tale om gode mænd, som ydmygt, uden undtagelse, erklærede sig enige.

Hvorom drejer den virkelige åndskamp sig?  Helbredelser?  Mirakler?  Nej, evangeliets forkyndelse til sjæles frelse!  Efes. 6:19-20

4.4.12 . – jn