|
Jeg vil ikke tale nedladende om den lille ”andedam”, vi forlader. ”Vi elsker vort land…” synger Shubidua så vidunderligt, og det gør jeg også og takker Gud for det. Men vi elsker også Amerika og synger af hjertet med på den patriotiske sang ”God bless America”.
Men mørke skyer hænger tungt over vore lande. Moralsk, politisk, kulturelt, religiøst.
USA har ingen ”folkekirke”, men har vel over 400.000 uafhængige kirker, som staten ”blander sig udenom”. Alligevel ønskede nationens fædre Bibelen og evangeliet i højsædet allerede klasseværelset. Sådan er det desværre ikke mere lige så lidt som det er i Danmark, hvor ikke blot Folkekirken er i opløsning – men hele det kristne vidnesbyrd synes lammet og i defensiven.
Det kristne vidnesbyrd i USA såvel som i Danmark er ikke et organiseret vidnesbyrd. Som en ven i Danmark sagde til mig: ”Det sker fra mand til mand!” Det er præmisserne i både USA og Danmark. Vi er ensomme og dog ikke kaldede til isolation. ”Jeg tror på de helliges samfund…” og det uanset hvor vi er. Vi oplever dette ”samfund” på begge sider af Atlanten, men ikke nødvendigvis på et strømlinet, forkromet el. friskfyragtigt plan. ”Vinden blæser hvor den vil…”.
Dette ”samfund” bygges ikke op omkring katedraler, læresætninger, partinavne, - el. navne i det hele taget – men centrerer sig om Navnet over alle navne, vor Herre Jesus Kristus. Banalt, siger du måske. Ja, men sådan er det. Den herliggjorte, opstandne Frelsers nærvær, hvor to eller tre samles til Hans navn, er en vidunderlig realitet, som ikke kan forklares, men skal erfares.
Uanset tilstanden i verden – og oplyst af Guds ord véd vi jo på forhånd, hvor det bærer hen – og uanset det fortættede, tiltagende åndelige mørke, er vi ikke uden lys. ”Overalt hvor israelitterne boede, var det lyst!” (2. Mos. 10:23). Sådan er det også i dag dér, hvor Guds folk, Jesu Kristi forløste ejendomsfolk, bor. Ja, overalt. Og det er vort privilegium at sige til vore omgivelser i mørket: ”Kom og bliv med os!” Kristus vil også være din personlige Frelser!
25.3.12 – jn
|
