Vort lille stue-fællesskab om torsdagen, hvor vi samtaler om søndagens tekst, lægger netop hovedvægten på samtale.  Jeg mener, det er en paulinsk metode.  Fx Ap.G 17:17, 20:7.

En ældre deltager, som jeg er kommet til at sætte mere og mere pris på, kan ikke lade være med gang på gang at flette ind sit vidnesbyrd om sin egen omvendelse.  I går sagde han under samtalen til en af de tilstedeværende:  ”Jeg forstår, du er vokset op i et kristent hjem.  Hvordan blev du omvendt?”

Hvor klokkeklart et vidnesbyrd der kom ud af det, véd jeg ikke, blot véd jeg, at der findes næppe 2 omvendelser, som er ens.

Om søndagen var vi i den monumentale klosterkirke, Herlufsholm.  Præsten var en udmærket prædikant.  ”Ja”, sagde typisk min ældre ven, som også var dér, ”men der manglede blot én ting, nemlig et ord om omvendelse.”  Han er så typen, der ikke er bange for at sige det direkte til præsten.

Vi samtalede om kommende sø.´s prædiketekst fra Joh. 8:42-51.  Intetsteds i DNT er linjerne trukket så skarpt op mellem Herren og det religiøse lederskab.  Han beskyldte dem for at have djævelen til far.  Farisæerne kvitterede med at kalde ham ”besat”.  Ville Herren også tale sådan i dag? Ville en sådan forkyndelse ikke snarere blive stemplet som ”fanatisk” – ”udiplomatisk” – ”fordømmende” o.lign?

Herrens værste modstandere var – som også i dag - de religiøse, ej toldere og syndere.  Jeg selv taler bedst med dem ”udenfor”. For i ”kristenheden” er det svært at vide, hvem der er ven og hvem der er fjende.  Hos den lokale, gudløse avis finder jeg ofte en bedre platform for evangeliet i hverdagsdragt end hos ”de frelste” – sagt i anførselstegn.  Med troens egne er der selvsagt altid åndelig kontakt.

Er min ældre ven end ensidig, anslår han dog en påkrævet alvorstone i det religiøse landskab.  Men hvor befinder du dig mon selv?

9.3.12 – jn