Mel.:  Velkommen lærkelil, jeg véd ej strengespil….

Du underfulde vår,
som vinteren modstår,
velkommen hilser atter jeg dit komme,
og lærken nu jeg ser,
glad kvidrende den ler
og jubler:  Blæst og kulde er snart omme!

I hjertet strømmer ind
dens glæde, mens mit sind
sig med den lille fugl i lovsang løfter,
jeg af den ej bli´r træt,
min vandring den gør let
her i det fri imellem vejens grøfter!

Som en genfødsel ny
i både land og by
vi alle sammen våren lifligt mærker,
skovbunden snart bli´r hvid,
hvor anemonen blid
er et af Himmelens små skaberværker!

Henover skov og vang
snart høres drosselsang,
som os af åndens vinterblund opvækker,
det føles i vort bryst,
hvordan ny virkelyst
sig langt udover snævre grænser strækker!

Bag vårens underværk
dér står Vor Herre stærk,
som vårens genopstandelse nu sender,
vi til Hans pris er skabt
for ej at gå fortabt,
hvis til Guds Søn som Frelser vi os vender!

6.3.12 – jn