Forside Klummer Hvad Bibelen ikke lægger op til
Hvad Bibelen ikke lægger op til Udskriv Email
Skrevet af Jørn Nielsen   
Lørdag, 03. marts 2012 08:59



”I ransager Skrifterne, fordi I mener i dem at have evigt liv…..og dog vil I ikke komme til mig for at få Liv!”  Joh. 5:39-40

”Men os har Gud åbenbaret det ved Ånden…”  (1. Kor. 2:10)


Bibelen er ingen facitliste.  Ej heller en ”systematisk teologi”, som lægger op til polemik eller stridbarhed.  Teologisk diskussionslyst excellerede de skriftkloge i.  Vi standsede netop i vor lille ”torsdagskreds” ved ordet om ”nogle skriftkloge, som diskuterede med dem” ( Mk. 9:14), alt imens der iblandt dem var en besat dreng, som trængte til noget mere, nemlig til et møde med Herren selv.

Sådan er det også i dag.  Jeg kan skræmmes af ”stærke” teologer eller ”fundamentalister”, som godt nok ”kan” sit teologiske kram, men som alligevel mangler Åndens kraft og spontanitet.  ”De har levende brød, men mangler levende vand”, husker jeg en forkynder engang sagde om nogle ”bibeltro” venner. Og mens mundhuggeriets bølger går højt, vrimler det med  sjæle, som ikke bliver hjulpet.

Men er det ikke sjælene, det gælder?  Eller drejer det sig om at ”vinde” en teologisk diskussion?

Jeg har i tre uger været sammen med mange medpatienter på kurophold.  Det var kontakten med disse, der betød mere for mig end selve kuropholdet.  Mit kald var ikke at give dem en Bibel i hånden og sige:  ”Læs den!” – men selv være eet med Guds inspirerede ord, Bibelen, som formidler af ”levende vand”.  Være en ”pipeline”, som var et ord, et åndeligt barn af mig i USA syntes så godt om.

Derfor, tilstræb ikke at blive en god ”teolog”, men derimod en ægte ”hjertelog”. Et brændende hjerte vil nå andre hjerter.  ”Som i vandspejlet ansigt møder ansigt, slår menneskehjerte menneske i møde”  (Ord. 27:19), ej mindst når evangeliet om Jesus (Ap.G. 8:35) er ”akkorden”, Guds Ånd har slået an!

3.3.12 – jn

 
Copyright © 2022 For Kristus. Alle rettigheder reserveret.
 

Til eftertanke

”Ethvert skrift er indblæst af Gud”

(2. Tim. 3:16)