Forside Artikler Er Folkekirken en synkende skude?
Er Folkekirken en synkende skude? Udskriv Email
Skrevet af Jørn Nielsen   
Torsdag, 09. februar 2012 06:22



Ja, det tror jeg.  Vore børnebørn, som vokser op, vil sandsynligvis opleve et Danmark uden nogen folkekirke. 

Vemodigt nok, da de sundeste vækkelser, DK har haft rent historisk, fandt sted i luthersk regi.  Men en kirke, hvis chef er en ikke-troende minister, der agiterer for homoseksuelle vielser som en hellig menneskeret, og hvis flertal af biskopper og præster går ind for denne vederstyggelighed, har gravet sin egen grav.  Det vil være en pseudo-kirke, en ynkelig karikatur, en kirke i ruiner, der med Paulus´ ord ”sætter en ære i deres skam”  (Fil. 3:19).

Findes der da ingen troende, bibeltro, præster?  Jo, tak og lov.  1. juledag lyttede jeg med inderlig glæde i Emdrup Kirke til en sådan (færøsk) præst.  Men sådanne præster er undtagelsen, der bekræfter reglen. Jo modigere og mere uforfærdet de står frem og som levende fisk svømmer imod strømmen, jo vanskeligere vil de få det.

”Hvorfor kommer du her, når du ikke er medlem?” er det stadig tilbagevendende spørgsmål, velmenende kirkegængere stiller mig.  Mit svar er altid nogenlunde det samme:  ”Jeg kan lide at synge med på nogle af vore fantastiske salmer, og så er jeg altid glad for at træffe mennesker at tale med…”.  En sagde til mig:  ”Du skal ikke kalde os ”fromme” kirkegængere.  Vi er søgende mennesker!”  Jeg svarede:  ”Fint nok, men der står jo, at ”den, der søger, skal finde”, og hvis du lever hele dit liv som ”søgende” lever du på en løgn.”

Jeg hetzer ikke, som nogle beskylder mig for, imod Folkekirken.  Hvad jeg siger, er ikke sagt med koldt blod, men med største sorg, da vækkelsesrøster fra kirkens folk før har lydt og rystet den danske folkesjæl.

Men….vækkelsesrøster vil ikke forstumme.  ”Vinden blæser hvorhen den vil…” og vækkelsens Ånd vil stadig – fra uventet kant - være til stede, , ja, blandt såkaldte ”lægfolk”, hvis tydelige særpræg er, ”at de havde være sammen med Jesus”.  (Ap.Gern. 4:13).  Sådan var det på Jesu tid og i menighedens allerførste tid – en tid, som også havde en slags ”folkekirke”, dvs. et religiøst hierarki, som havde religion og traditioner og skrifter, men ikke Jesus.

Jeg har imidlertid lyst til at sige med Billy Graham:  ”Jeg er optimist, for det ender jo godt!”  Vor Frelser har nemlig sagt:  ”Jeg vil bygge min kirke (ecclesia)…” Mt. 16:18 – og det job vil blive gjort!

-jn-

 
Copyright © 2024 For Kristus. Alle rettigheder reserveret.
 

Til eftertanke

”Ethvert skrift er indblæst af Gud”

(2. Tim. 3:16)