Min gamle ven, Johny Noer, skriver fra Israel bl.a.:    ” Det er forstemmende at iagttage, hvorledes det anseelige frikirkelegeme i Danmark langsomt giver efter for tidsåndens pres ved at lade sig ligedanne med verden i stedet for at søge at blive ligedannet med Kristus…”

Ordene gælder i virkeligheden hele kristenheden.  Det gør næsten fysisk ondt at høre præster pacificere det døbte folk med falsk trøst om, at alt er vel, at der ingen fortabelse findes, at Gud som ”den kærlige Far” til sidst vil modtage alle.  Denne falske beroligelse har apostlen imidlertid forudset, når han taler om en modeforkyndelse, der lystigt skal gå på melodien ”Fred og ingen fare” (1. Tess. 5:3),  teatralsk fremført i sorgløse, frivole vendinger.

Frikirkerne har ikke noget at lade en verdsliggjort, sandhedsfornægtende folkekirke at høre.  Frikirkernes frafald er besnærende, fordi de formelt bekender sig til Bibelen som Guds ord, hvad kun få folkekirkepræster i dag gør.  Men ”bibeltro” bekendelse garneret med opstemt ”lovsang”, trommer og rytmer er ikke nok.

Jeg indrømmer, at også jeg ind imellem kan gribes af åndelig forstemthed grænsende til bitterhed, når jeg blandt religiøse mennesker el. bekendende kristne kan føle mig som en hund i et spil kegler.  De er langt sværere at føre samtale med end med ”vaskeægte” toldere og syndere ude i terrænet.  Jeg véd andre har det på lignende måde.  Der er dog trods alt grund til at sætte frisk mod i hinanden, fordi

1)    Guds ord har forudsagt, at en sådan tid vil komme, og den vil blive værre endnu.  Se 2. Tim. 3:1-5
2)    Trods frafald skal evangeliets vidnesbyrd stadig høres som åndskampens egentlige ærinde.  Ef. 6:19-20

Den ensomme discipel skal derfor ikke lade sig skræmme af tidsånden, men derimod frigøre sig fra den og lade sig fylde af Guds Ånd, ja være foran sin tid sådan som fx trosheltene i Hebr. 11 er eet stærkt, sammenhængende vidnesbyrd om.

6.2.12 – jn