Forside Spørgsmål og svar Vil ikke mennesker blive frelst i trængselstiden?
Vil ikke mennesker blive frelst i trængselstiden? Udskriv Email
Skrevet af Jørn Nielsen   
Onsdag, 01. februar 2012 16:29



Spørgsmål: Du har tidligere ud fra 2. Tess. 2:8-12 været inde på, at der ikke vil blive en ny frelsesmulighed for dem, som med overlæg forkaster evangeliet til fordel for den løgn og forførelse, der med ”Dyret” og ”Den falske profet”  (Åb. 13) vil skylle henover de vantro.  Men vil der ikke stadig været mennesker, som frelses under trængselstiden, under hvilken vi jo læser i Åb. 11 om 2 Herrens vidner, der  vil stå frem.  Vil ikke mennesker blive frelst ved deres vidnesbyrd?

Svar: Sådan som jeg forstår ordet, må vi nok fastholde, at et bevidst nej til evangeliets frelsende sandhed vil føre til en bevidst accept af løgnen til evig fortabelse.  ”De vil tro løgnen”, står der, og det er meget vægtige ord.

Men der vil stadig være mennesker, som falder uden for den kategori, og som vil høre ”et evigt evangelium” forkyndt, Åb. 14:6,  (som altså ikke er et andet evangelium!), tage imod det og give ”Himmelens Gud ære”  (Åb. 11:13).  Hvem de 2 vidner er i Åb. 11, er umuligt at sige med sikkerhed, men så meget kan vi sige, at de vil være et kraftigt vidnesbyrd om, at selv under Antikrists overnaturlige magt, vil også Himmelens Gud handle  (Åb. 11:3-6), og det vil ske umiddelbart inden vor Herre og Frelser endegyldigt og synligt overtager verdensherredømmet (Åb. 11:15-19).

De efterfølgende kapitler handler om både politiske og religiøse forhold, om Herrens vredesdom, der går forud for nævnte, synlige herredømme, dvs. tusindårsriget.  Trods al satanisk gru og uhygge forkyndes os profetisk det lykkelige slutresultat.  ”Thi Jesu vidnesbyrd er profetiens ånd” (Åb. 19:10), dvs. at det profetiske ords hensigt er at vidne om Jesus og lade Ham få det sidste og afgørende ord!

Billy Graham blev for mange år siden på en pressekonference spurgt om hans syn på verdenssituationen.  Hans herlige svar var:  ”Jeg er i grunden optimist, for jeg har lige læst Johs. Åbenbaring, og det ender jo godt!”

-jn-

31.1.12

 
Copyright © 2024 For Kristus. Alle rettigheder reserveret.
 

Til eftertanke

”Ethvert skrift er indblæst af Gud”

(2. Tim. 3:16)