Jeg skulle i forgårs berette om min omvendelse i et Indre Missions missionshus. De fremmødte, hovedsagelig ældre kvinder og nogle mænd, sad hyggeligt ved opdækkede kaffeborde.

Senere på aftenen gik nedbøjet, ja sønderknust, i seng.

Missionshuset var fra 1922, fra en vækkelsestid, thi vækkelse var jo Indre Missions adelsmærke, ja, det var en ægte, dansk og ikke “importeret” bevægelse med nidkære, danske indremissionærer brændende for sjæles frelse.

Der var ikke en eneste Bibel at se!  Det var åbenbart ikke skik og brug at tage Bibelen med på missionsmøde.  Jeg syntes at mærke en underlig livsløs, traditionsbunden apati.

Jeg var i det mindste glad for, at ingen af mine ikke-kristne, indbudte venner var med.  Jeg kendte mig beslægtet med Paulus´ berettigede følsomhed på de ”udenforståendes” vegne.  Det bød ham imod, at de skulle komme ind i en direkte naturstridig forsamling (1. Kor. 14:23), selvom problemet i Korint var af en helt anden art.

Jeg håber ikke, at jeg tillod nogen form for farisæisme eller egenretfærdighed at få indpas hos mig, fordi jeg var den eneste, der havde Bibelen med mig.  Jeg følte mig snarere skamfuld.  Thi disse trosfæller er jo mit folk, hvis åndelige tilstand jeg er identificeret med, ligesom Daniel var med sit folks nød (Dan. 9).  Og det knuser min sjæl.

Her til morgen indløber en ny rapport om moderne martyrium.   Denne gang fra Nordkorea, hvorfra der fortælles om en 33-årig kristen kvinde, der i juni blev henrettet for at uddele Bibler, medens hendes mand og 3 små børn blev kastet i et formentlig skummelt fængsel fuld af uhygge og brutalitet.

Dette ydmygende spørgsmål måtte jeg derfor stille:  Ville jeg være villig til at dø for -  Bibelen?  Den bog, der i min tidlige ungdom førte mig til troen på vor Herre Jesus Kristus, og som jeg på hint missionshus lovpriste i høje toner!

-jn-

-    - - - - - -

P.S.  Det skal dog understreges, at selvfølgelig er ikke alle missionshuse