Spørgsmål: Det står to ættetavler for Josef, en i Matt 1,1 flg. og en i Luk 3,23 flg., men ingen over Marias ætt. Det eneste jeg finner i farten er Luk 1,32 ”hans fars Davids trone”.
Hvordan henger det sammen? Josef var jo ikke Jesu far.

Svar: Det med de to slægtstavler for Josef er korrekt.  Grunden til at Mattæus og Lukas har hver sit register er den simple, at medens Mattæus tager sit udgangspunkt i Josefs faktiske slægt, omtaler Lukas Marias slægt, men hvorfor da nævne hendes slægt som om den er Josefs slægt?

Det har en forklaring, som vi også kender i vor kultur, ej mindst i USA.  Når en mand gifter sig med en kvinde, er det visse steder skik og brug, at han omtaler hendes forældre som hans forældre og tiltaler dem som far og mor.  (Det har jeg nu aldrig selv gjort.  Jeg har altid tiltalt min kones forældre som svigerfar og svigermor).  Det er mere brugt i USA, hvor jeg har hørt svigerforældrene tiltalt netop som far og mor.

Svigersønnen Josef regnes på samme måde som søn af Marias forældre og slægt.

Denne lille oplysning kan illustrere denne praksis nærmere:

I den jødiske Talmud (som er jødiske skriftkloges kommentarer til jødisk lov og tradition) står der, at Jesus var en uægte søn af Maria fra Betlehem, datter af Eli –  altså den Eli, som nævnes i Luk. 3:23 som far til Josef.  Ergo: Elis svigersøn, Josef, regnes  for søn helt i pagt med gældende praksis.

Hermed er der også givet svar på spørgsmålet om Marias slægtsregister, som altså hendes mand, Josef, nu identificeres med.

Også i dette slægtsregister indgår David, men det  går længere tilbage, nemlig helt til Adam.  I Mattæus går tavlen tilbage til Abraham, men kong David er hovedpersonen, Matt. 1:17.

Der nævnes 3 gange 14 slægtled.  2 af dem nævnes i forhold til David.  Det sidste afsnit med ligeledes 14 slægtled slutter med Kristus, Davidssønnen.  Der er med rette blevet sagt, at Mattæus-evangeliets formål er nemlig at fremstille Jesus som Messias, jødernes retmæssige Konge.

Lukas-evangeliets hovedformål er at fremstille Jesus som det sande, fuldkomne menneske, og derfor går tavlen helt tilbage til det første menneske, Adam, medens vor Herre Jesus Kristus selv kaldes den sidste Adam (se 1. Kor. 15:45).

Når der i Luk. 1:32 profeteres, at ”Gud Herren skal give ham Davids, hans faders, trone” er det en henvisning til hans jordiske slægtstavles juridiske gyldighed.  Men ellers gives der i Lukas-evangeliet stor plads til at vise, at Jesus som Guds evige Søn er uden jordisk fader.

Meget opbyggeligt kunne siges om de 2 slægtstavler (i Mattæus og Lukas), men det tillader pladsen ikke her.

Blot dette til slut: Nogle mennesker er meget optaget af ”slægtsforskning”, men det tjener lidet formål.  Apostlen advarer mod dyrkelse af ”endeløse stamtavler” (1. Tim. 1:4).  Der er kun én slægtsforskning, der burde interessere os, fordi den vender vort blik den rette vej, og det er Jesu stamtavler, idet det er alt afgørende at have vished for, at vi tilhører Hans nye slægt gennem en ny fødsel som nye skabninger i Kristus.

1.2.12 - jn