Melodi:  Den yndigste rose er funden….

Vær føjelig, lydig og stille,
når Frelseren vil dig adskille
fra halmstrå, hvortil du dig klynger,
men som bare åndslivet tynger!

Som barnet, der vansk´ligt afvænnes,
vi må fra al verdsligt fraspændes,
fra tomhed, som vil os udslukke
og os fra Guds ord udelukke!

Se, stundom Gud modgang tillader,
da Han os opdra´r som den Fader,
der kærligt står bag alt det skete,
især når vi straks ej kan se det!

Du efter lidt gunst gerne angler?
Men det er slet ej, hvad du mangler,
kun Herren vil være alene
din Kilde som eneste Ene!

En ventetid kan Han dig unde,
dog svigte Han vil ingenlunde,
til dig, som Han evigt ej glemmer,
juveler i mørket Han gemmer!

Lad aldrig de bristede drømme
Dig anfægte eller fordømme,
thi hvad der nu ligger i aske,
er måske Guds kærligheds maske?

Så vask da dit ansigt og glæd dig,
af klynkende selvplage græd ej,
lad fare i lønkam´ret gråden
og smil så som følge af nåden!

Ja, nåden i Kristus dig tugter,
Så for Ham du bære kan frugter,
thi er du med Ham eet i døden,
din påske bli´r lig morgenrøden!

Hans død, grav og tredje dags sejr
forenet med Ham den du ejer,
hvad end der forfængeligt brister,
dog aldrig Hans nåde du mister!

24.1.12 – jn