Vi er på ”mit” hold 4, dvs. 2 damer (Rita og Karin) og 2 herrer (Flemming og jeg selv) til spisning hver dag, 3 gange om dagen i foreløbig 3 uger.  Vi går også til behandlinger sammen, men hver behandling er individuel.

En stille aftenstund sad Flemming (63) og jeg alene i Biblioteket.  Det var som om, Ånden sagde til mig, hvad Han engang sagde til evangelisten Filip (Ap.G. 8:29):  "Hold dig nær den mand!"  Modsat den ætiopiske hofmand sad Erling ikke med Guds ord, men med dagens avis. 
Han ville dog meget gerne samtale, og jeg lyttede til hans historie, der bl.a. handlede om hans og hans kones flittige liv.  For hans vedkommende indenfor trælast, medens konen havde arbejdet fysisk hårdt med vejarbejde, men var nu på kontor.  Parkinsons syge plus slidgigt satte for 2 år siden en stopper for det arbejde, Erling ellers elskede højt.

Nu fik jeg lov at fortælle ham om mit liv, om hvordan ”Den gode Hyrde” fandt mig som 14-årig og om glæden ved et håb, der forankret i Jesus Kristus rækker længere end død og grav.  "Her på dette sanatorium gør de alt for vore stakkels kroppe, men vi véd jo, at de varer ikke evigt", fortsatte jeg.
Flemming lyttede alvorligt og eftertænksomt.  Han fik til sidst mit efterhånden "berømte", lille kort i brystlommeformat med det smukke Dannebrog og et troværdigt vidnesbyrd om, hvad korset i vort flag står for.

"Du forstår", sagde jeg til Flemming, "at grunden til, at Den Gode Hyrde fandt mig, er den enkle, at Han gennem det, jeg fortæller dig, også vil finde dig, men du må selv være villig til at lade dig finde!"  Jo, det forstod Flemming godt.

Endnu et evangelisk sædekorn var blevet sået i TV´s bedste sendetid, men ingen af os var gået glip af noget under indtryk af evighedens alvor og evangeliets gamle og dog evigt nye, glade budskab...

Skælskør, 14.1.12 – jn