Melodi:  O, tag det ord på vejen med….  el.:  Min Jesus, lad mit hjerte få…

To fugle sendte Noa ud,
En due og en ravn,
af dem han vented´ glædesbud
til lindring for hans savn.

Han savned´ nemlig frugtbar jord
genfødt af Himlens regn,
der kom i mængde på Guds ord,
og som et dommens tegn.

Hin due snart tilbage kom,
til arkens hvilested,
den ser endnu kun dårligdom,
som den ej trives ved.

Men ravnen ej tilbage kom,
du vel det kan forstå?
Jo, dens natur fandt alt det, som
en due afsky må!

Da de fløj ud fra deres bur
omkring fra sted til sted,
forskellig var de to´s natur,
som de stortrives med!

Ak, ravnen i os er på lur,
dog valget det er vort,
for i Guds Søn vort ”køds” natur
blev dømt og kom til kort!  *)

4.1.12 – jn



*) ”Thi det, som var umuligt for loven, fordi den var magtes løs på grund af
kødet, det gjorde Gud, da Han sendte sin egen Søn i syndigt køds skikkelse og
for syndens skyld og således fældede dødsdom over synden i kødet.”  Ro