Da jeg i beg. af 1980´erne landede på Færøerne for første gang, var det med en klump i halsen.  Tænk, landet med så megen vækkelseshistorie og et kristent vidnesbyrd  uden sidestykke indenfor vort monarki!  En gammel skotsk/dansk forkynder i København, J.J. Adam, fortalte mig om disse herlige øer med selvoplevede vækkelser helt tilbage fra før krigen. 

Der gik en lige linje fra de vækkelser, mr. Adam oplevede, og helt tilbage til det menneskelige redskab, Gud brugte til at opvække det formelt lutherske, barnedøbte folk i Nordatlanten fra død, ritualistisk religiøsitet til nyt, åndeligt liv ved omvendelse og tro på den korsfæstede og opstandne Herre Jesus Kristus.

Dette menneskelige redskab hed William Gibson Sloan.

Han kom fra Skotland som 27-årig, optaget af at vinde folket for Kristus – et folk, hvis norrøne sprog var almuens sprog, medens kirkesproget og embedsvældets sprog var dansk, for Færøerne var indtil 1948 en dansk koloni, hvorefter der indførtes selvstyre.  William Sloan startede sprogligt på bar bund og arbejdede under barske vilkår i mange år – 13 vistnok – uden synlig frugt.  Men da kom vækkelsen, og bibeltro forsamlinger skød op som en blomstrende ørken.

Det er gribende at læse om hans allerførste besøg i 1865, som varede i 7 uger, inden han for altid integrerede sig i det færøske samfund, til han døde på sin 76 års fødselsdag i  sit hjem i Torshavn i 1914.  Under dette ophold talte den 27-årige på et gebrokkent dansk  i fri luft, udenfor kirkemurene i Torshavn (ganske uhørt på den tid).  Ordene fra en nedskreven tale er endnu bevaret:

”Mine kære venner, jeg vil med glæde fortælle jer om Jesus.  Jeg, en stakkels synder, kom selv til troen på Jesus, som jeg elsker, og jeg ønsker, I alle må gøre det samme.  Vi er ikke fødte kristne.  Dåben gør os ikke til kristne.  En tilknytning til kirken vil ikke frelse os.  Jesus taler om at blive født på ny.  En kristen er et menneske, som er født af Helligånden, giver et nyt hjerte.  Dette nye hjerte elsker Jesus og hader alt ondt og ønsker at gøre godt mod alle.

Nogle tror, de er kristne, når de tilhører kirken.  Det er et bedrag og en løgn og Satans måde at lede mennesker i fortabelsen på.  Nogle mennesker mener, de tjener Gud, når de i virkeligheden tjener djævelen, men Gud lader sig ikke spotte.  Mine kære venner, tro på Jesu blod, der alene kan rense jer fra hver eneste plet, og når det sker, vil I hade alt, som er ondt og ønske at tjene Jesus hver dag…”

Sproget var meget ubehjælpsomt m. dårlig grammatik, men ingen var i tvivl om den unge mands ægthed og brændende nidkærhed.

Færøerne er i dag, som monarkiet i øvrigt, en del præget af sekulariseringens (verdsliggørelsens) åndelige kulde.  En vækkerrøst a la Sloans er tiltrængt idag.  Han forfærdedes over den åndelige livløshed i statskirken – forfærder det også os?   Ak, vi har denne døde religiøsitet og falske kirketryghed tæt inde på livet i vor egen sognekirke blot et stenkast herfra.

Min dansk/norske svigersøn, som bl.a. rejser på Færøerne, forærede mig netop på min fødselsdag et smukt fotografi af William Sloans gravsted.  På hans sten står disse enkle ord som vækkende ord til os i hans eftertid på Færøerne og her nede i Danmark:

Missionær William Gibson Sloan,
født 4. sept. 1838 i Dalry, Skotland, død 4. sept. 1914.
Ankom til Færøerne anno 1865, arbejdede trofast i Herrens gerning til sin død,
vidende sig ikke andet til salighed end Jesus Kristus og Ham korsfæstet.
”Den retfærdiges ihukommelse er til velsignelse.”  (Ordspr. 10,7)

3.1.12 – jn