Spørgsmål:  Medens Jobs tre venner irettesættes af Herren i kap. 42, bliver ikke Elihus navn nævnt.  Havde han en mere sympatisk rolle i Jobs bog, eftersom han tilsyneladende ingen bebrejdende ord får af Herren?

Svar:  Nej, den unge Elihu skiller sig ganske vist en del ud fra de tre ældre venner, som han er vred på, fordi de ikke havde noget virkeligt svar at give til den lidende Job og derfor kom Elihu, efter beskedent at have ventet, til de andre havde talt ud, med sit  svar, der imidlertid mundede ud i samme konklusion som de tre venners:  Lidelsen skyldtes Job synd.  Hans ord er uoverlagte og hovmodige, og ”han dynger synd på synd” (34:37)

Elihu leverer mange guldkorn, som i andre sammenhænge end lige Jobs tilfælde er opbyggelige og for Elihus vedkommende ikke bare er teologiske lærdomme, men selvoplevet erfaring.  Elihu har utvivlsomt selv erfaret sandheden af de gode ord:  ”Også nu, når du siger, at du ikke ser Ham, så ser Han nok din sag, og du må vente på Ham.”  (35:14).  Ja,  hans tale kan have en ligefrem evangelisk klang.  Se 33:23-28. -  Men hans opbyggelige tanker fordunkles af den ensidige fordømmelse af Job, og dermed har han i virkeligheden ikke været til mere hjælp for Job i hans være prøvelse end de 3 venner.

Men hvorfor irettesættes da ikke Elihu?

Jamen, det bliver han, men det sker særskilt, og på en anden måde.  Selvom Elihu havde sagt mange gode ting, som dog i Jobs tilfælde ikke var til hverken åndelig eller praktisk hjælp og opbyggelse, må Herren alligevel sige til ham:  ”Hvem er han (nemlig Elihu), som fordunkler mit råd med ord uden forstand?”  (38:2).  Ganske vist står der:  ”Da svarede Herren Job ud af stormen…”  (v.1), men jeg er enig med Matthew Henry, der mener, at dette svar til Job i virkeligheden er møntet på Elihu.  Scofield parafraserer ordet sådan:  ”Da svarede Herren for Job…”  Sådan står der ikke, men det tror jeg meget vel kan være meningen.

I forhold til de strenge ord, der lød til Jobs tre venner, er Herrens irettesættelse af Elihu mild og ganske kort.  Det er som Herren ville sige til Elihu:  ”Du har sagt meget godt, men i tilfældet Job er det ikke godt nok, og dine gode ord har ikke udrettet andet end at fordunkle mit råd.”

Hvordan Elihu tog imod denne milde irettesættelse, véd vi ikke, men sandsynligvis gjorde han det i ydmyghed, thi en Guds mand var han jo.

Job var i hvert fald ydmyg nok til at tage ordene til sig helt personligt, når han i kap. 42:3 lader ordene om at fordunkle Herrens råd gælde ham selv først og fremmest.  Det karakteriserer altid det ydmyge sind.  Og bør også være sandt om os.  Når Herren irettesætter andre, fx Israels folk, vil vi ofte kunne tage disse irettesættelser til os som om de gjaldt os også.  Ja, sådan er det, og sådan bør vi læse Guds ord.

-jn-