”Jeg er fuld af nidkærhed for Zion!”  Zak. 8:1

På et tidligt tidspunkt i min barndom, da jeg ved en filmforevisning i en biograf på Amager så min fars tårer over jødernes lidelser under krigen, fik jeg et særligt forhold til jøderne.  Jeg havde dengang ingen bibelkundskab, men følte instinktivt, at det var et folk, jeg ikke kunne komme udenom.

Nu er jeg en ældre mand, men jeg har i mange, mange år næsten dagligt været på rejse i Israel i Bibelen, jødernes fædrelandshistorie.  Nogle mener, Gud  er færdig med Israels folk efter deres forkastelse af Kristus. Men hvad så med de mange bibelord, der siger det modsatte?  Fx:  ”Herren vil atter trøste Zion og udvælge Jerusalem”  (Zak. 1:17) og: ”Jeg vender tilbage til Zion og fæster bo i Jerusalem.” (8:3).  ”Herren skal bygge Zion op igen!”  (Psa. 102:17, norsk ovs.).

Da Jesus endnu var baby og efter loven skulle omskæres, hører vi i Lukas 2 profetiske ord om Israel af 2 beåndede, ældre mennesker, nemlig Simeon og profetinden Anna. Ja, tak og lov, ældre troende kan Helligånden stadig bruge!  (Ordet taler jo med respekt om ”den høje alder”! Zak. 8:4, norsk ovs.)

Simeon ventede ”Israels trøst” (2:25) og Anna ventede ”Jerusalems forløsning”.   De talte om præcis det samme, ikke om politik, men om en person, nemlig Messias (Kristus).  Han er Israels trøst og forløsning og skal ikke blot være et lys for hedningerne, men også ”en herlighed for dit folk Israel”, v.32.

Men altså:  Jesus Kristus er også hedningernes lys og trøst, thi der står jo skrevet: ”Mange hedningefolk skal give sig til Herren på den dag og blive mit folk!”  (Zak. 2:15).  Det er her, at bl.a. jeg, en ikke-jøde, kommer ind i billedet!

Herom kunne vi skrive mange sider med mange henvisninger til Guds ord, men det tillader pladsen ikke.  Lad det være nok, at ”Gud har ikke forskudt sit folk, som han forud kendte.”  (Rom. 11:2).  Han forskyder heller ikke den menighed af hedningefolk, Han også døde for. De indbefattes i ”de mange”, Esajas profeterer om ca. 700 år før Golgata i kap. 53:12.

Men præmisserne for Israels frelse er ens for jøder og hedninger: omvendelse og tro.  Herren sagde det meget, meget kort:  ”Tiden er inde, Guds rige er kommet nær, omvend jer og tro på evangeliet!”  (Mark. 1:15).  Apostlen Peter sagde til sine jødiske brødre:  ”Fat derfor et andet sind og vend om, så jeres synder må blive udslettede!”  (Ap.G.3:19). Som du ser, er præmisserne uændret.

Herrens plan med Israel er evangelisk trosstyrkende. Evangeliets Ånd, som virkede på Simeon og Anna i Jerusalem, virker også på os.  På hvad måde?  Vi taler om det samme, de taler om!  Hvad talte de om?  Jesus Kristus! 

Det var Ham, Simeon holdt frem i sine arme. v.28.  Det er også Ham, vi holder frem, både ind for Gud som vor eneste frelses- og klippegrund og overfor fortabte mennesker til deres frelse.  Derimod: en Israel-eufori, der skygger for Kristus, er afsporet og gør ikke Israel nogen tjeneste.

Det profetiske ord giver os som sagt meget at tale om, nemlig om alt, som peger på Jesus Kristus, ”thi Jesu vidnesbyrd er profetiens ånd”  (Åb. 19:10), dvs. det profetiske ords mål og hensigt er at pege på Ham!  Ja, på Messias, Israels og vor trøst.

En messiansk tid for Israel og dermed for hele verden vil i Herrens time oprinde, thi ”Hans herredømme…skal nå til jordens ender!”  (Zak. 9:10). Er det ikke utopi?   Svar:  ”Skulle det også synes mig umuligt?” lyder det fra Hærskarers Herre!”  Zak. 8:6. Så lad det i sidste ende komme an på en prøve!

Lad os nu og i tiden fremover tage Guds ord alvorligt i alle livets forhold.  Det skal nok til fulde stå sin prøve!

27.12.11

-jn-