Jeg kneb mig selv i armen!  Befandt jeg mig virkelig i en folkekirke anno 2011?  En åndelig, evangelisk friskhed og kærlighed strømmede mig i møde, straks jeg trådte ind.  Jeg havde hørt om Emdrup Kirke, men 1. juledag, da jeg alligevel var i staden, fulgtes jeg m. en god ven og tog med ham til gudstjeneste i Kbvn. NV.

Kirken er meget indbydende m. plads til ca. 200, men når fløjdørene åbnes, er der vel plads til 50% flere.  Gudstjenesten, hvor selvfølgelig de lovfæstede ritualer følges, var smagfuldt tilrettelagt.  På 2 skærme kunne man følge salmernes tekst (vel unødvendigt, da salmebogen jo ligger dér?), men dér kunne man også se kommende gudstjenester og programmer, og dér kunne man se, hvordan talen og dens punkter var disponeret. Pædagogisk super, synes jeg.

Men frem for alt:  En ung, dansktalende færøsk præst, Joannis (Johannes), talte ubundet af manus, frigjort og frigørende, med myndigt alvor, - med smittende begejstring for Bibelen, en samvittighedsfuld udlægning af ”dagens tekst” fra Joh.ev. 1:1-14 (god teologi), evangelisk og selvoplevet, hyppigt, stundom muntert improviserende, men uden emotionelt føleri, og først som sidst:  Vidunderligt Kristus-centreret. -  Han fremhævede også treenighedslæren på en meget opbyggelig måde.  Den teologisk indholdsmættede nikænske trosbekendelse var valgt – et absolut godt valg.

Jeg sagde bagefter til den unge præst:  ”Dette har været julens absolutte højdepunkt for mig!”  Men jeg talte snart med flere i kirken, som om vi havde kendt hinanden altid.  Der var både unge og ældre.  Fik mig en spændende snak med en køn, ung gymnasiepige på 16 år, der sang med i kirkens fremragende kor.  Kontakten var ikke bare ”høflig”,  thi en levende åndsforbindelse var mærkbart til stede.

Der er meget, man kan bedrøves over i en udvandet Folkekirke(og udvandede frikirker), og det bliver værre og værre, selvom man synes, at nu må bunden være nået.  Her fandt jeg et lifligt åndehul i en luthersk regi, som tog mig om hjertet.  Ja, Gud være lovet, at det en sjælden gang stadig er mulig at finde en sådan oase. 

Hverdagen i Næstved er ofte en åndelig, oaseforladt ørken, men Emdrup-oplevelsen  gav mig lyst til stadig at ”holde fanen højt”  (som min gamle ØK-chef altid sagde).  Det er ”op ad bakke” godt nok, men evangeliet og dets kraft er den samme.  Og i vort ringe hjem vil vi fortsat læse Guds ord og frit samtale om det med alle mulige og ”umulige” mennesker, thi findes der nogen ”umulig” situation udenfor kirkemurene,  hvor Kristi evangelium ikke elsker at slippe til? 

Jeg selv véd ikke om nogen!

26.12.11 – jn