Den gamle hedenske skik med ligbrænding (kremation) i stedet for bibelsk begravelse har for længst vundet indpas i kristne menigheder.  Ethvert opdateret leksikon vil kunne fortælle, at skikken er hedensk og går årtusinder tilbage før Kristus.  Den blev til en bevægelse i den vestlige verden i slutningen af det 19. årh. med stadig voksende popularitet.  Argumentet har fx været, at ”der står ikke noget direkte forbud mod kremation i Bibelen”.

”Ligegyldigt hvad du siger, så skal jeg altså brændes!” sagde trodsigt en bekendende kristen til mig.

Men når nu Bibelen kun taler om begravelse og kun negativt om brænding  (fx Amos 2:1), hvorfor har dette stykke hedenskab  nærmest taget overhånd i kristne sammenhænge?  (Det ”pæne” ord hedder ”bisættelse”).  Helt ærligt, så véd jeg det ikke.  De fleste kristne følger viljeløst tidsånden.  Men i god tro.  Det retfærdiggør dog ikke den praktiserede hedenskab.

Det burde  for en kristen være nok at følge Bibelens eksempel, ja Jesu eget eksempel.  Han blev jo begravet:  ”For ligesom Jonas var tre dage og tre nætter i fiskens bug, skal Menneskesønnen være tre dage og tre nætter i jordens skød”.  Tanken om, at Jesu legeme  fx skulle brændes virker i sig selv oprørende.  Men burde vi ikke også, når det gælder begravelse, gå i Jesu fodspor?

De, der er sat til at lede en menighed og tale ved troendes kister, bør gudfrygtigt studere, hvad Bibelen siger, gå imod tidsånden og ansvarligt undervise de troende om bibelsk begravelse ud fra Skriften.  Uanset hvordan vi skaffes af vejen, vil en opstandelse finde sted – men hos de vantro er ligbrænding et opgør med og oprør mod nogen opstandelsestro i troen på, at ilden har gjort definitivt ende på det hele.

Dette trods og en sådan tidsånd bør vi som troende ikke på nogen måde komme i nærheden af.  Hermed fordømmer jeg ikke dem, der i uvidenhed har bestemt sig for ligbrænding, men det gør ikke en bibelsk retledning mindre påkrævet.

9.12.11 - jn