…sådan synger Grundtvig i den dejlige salme ”Dejlig er den Himmel blå”.  Vi véd ikke mere om dem end, hvad Bibelen fortæller os.  Der står ikke, de kun var tre.  Men der står, at de var ”magi”, flertal for det græske ord ”magos”. Ordet er brugt om Simon (Ap.G 8:9) og ”en troldmand og falsk profet…ved navn Barjesus”  (Ap.G. 13:6).  Men vi kan ikke deraf udlede, at de var troldmænd.  Tværtimod kom de i en tilbedende, ydmyg Ånd og knæler da også ned for Jesus, da de gik ind i det hus, hvor Han nu var (altså ikke mere en stald!) og bragte deres medbragte, kostbare gaver.

Var de oprindeligt astrologer?  Muligvis, men selv sådanne var ikke udenfor evangeliets rækkevidde og Guds suveræne kald. Stjernen, som ledte dem, var ikke en astronomisk el. astrologisk konstruktion, men – det er jeg overbevist om – en stjerne, Gud havde sat på Himlen til netop denne unikke lejlighed.  Gud har gennem historien, ej mindst i Israels historie, handlet ekstraordinært med ekstraordinære tegn ved visse lejligheder, hvad der dog ikke er plads til at komme ind på her i denne lille klumme.

”Og da de så stjernen, fyldtes de af en meget stor glæde”, Mt. 2:10.  Ligesom ”Hans stjerne i Østen” var overnaturlig, var deres store glæde det også.  Det var Himmelens glæde, som fyldte dem, ligesom det var samme glæde, der fik Hyrderne til at prise og love Gud for alt, hvad der var sket, da Kristus, Herren, var blevet født i Davids by (Luk. 2:11, 20).

For mig er det en stor, stor glæde, ja, et kæmpe privilegium at kunne viderebringe dette evangelium på den prædikestol, der endnu ikke er taget fra mig, nemlig i avisens dyrebare spalter.  Især i denne måned – men også resten af året, thi højtid med Jesus Kristus opfordres vi til at holde altid, 2. Kor. 5:8, i al renhed, alle årets 365 dage.

9.12.12 – jn