”Mennesket er født med ryggen til Gud og må derfor omvendes!”  (Chr. Bartholdy, afdøde formand for Indre Mission).

En ældre ven i vor hjemmegruppe klager ofte over aldrig at høre et ord om omvendelsens nødvendighed i sin kirke.  Han bliver ikke taget alvorligt, men tåles smilende og mildt overbærende.  Han burde jo forstå, at det hele jo er sket i barnedåben!

Den løgn vil blive mange døbtes evige ulykke!

I frikirkerne er det næppe bedre.  Trofaste medlemmer skulle nødigt stødes væk ved at høre, at deres formelle medlemskab i sig selv ikke er nok.  Vækkelsesbudskabet ”Du må fødes på ny!” hører de så godt som aldrig.

Men den skelsættende omvendelsesforkyndelse har før lydt.  Ja, helt op til vor tid. Jeg mindes med glæde fx Herlev-præsten og sjælevinderen Johannes Grinderslev som ældre i 50´erne, der var umiskendelig klar i mælet, når han forkyndte omvendelse.  Han var en torn i øjet på mange uomvendte præstekolleger.  ”Han kørte rundt i sognet på husbesøg på sin rustne cykel og blev redskab til mine forældres omvendelse”, fortalte deres søn mig.

Kun Gud kender tallene på dem, der er indskrevet i livets bog, men at mange præster ikke selv har oplevet nogen radikal omvendelse er åbenbart.  De kan måske nok vride nogle pæne ord sammen på deres computer til en kort oplæst prædiken, - men den vækkende Ånd mangler, og det kan mærkes.

I de gamle folkelige vækkelser for ca. 200 år siden i Jylland og på Fyn, men også på Sjælland, - ja, ironisk nok i Grundtvigs første tid (før han blev kulturel ”grundtvigianer”) – blev linjerne trukket skarpt op til stor forargelse for den almene, religiøse dannelse.  Dengang var omvendelse ikke et teologisk spørgsmål, men i høj grad et skelsættende, eksistentielt anliggende om liv og død.

Den jævne befolkning, almuen, udenfor kirkens mure blev som regel ikke forarget, for de vidste godt, hvor de stod – ”indenfor eller udenfor”, som det ofte hed.  Min morfars, Uno Rieper-Holms revisor blev godt nok rasende efter et af min morfars vækkelsesmøder på Nørrebro, men sagde dog, inden han gik i seng samme aften:  ”Rieper-Holm havde ret!”

Herrens absolutte korteste vækkelsesprædiken lød:  ”Tiden er inde, og Guds rige er kommet nær;  omvend jer og tro på evangeliet!”   (Mark. 1:15).

Hvem tør holde en sådan prædiken i dag?  Bartholdy, Grinderslev, nidkære, ”missionske” lægfolk, m.fl. turde, - men de var ikke ”stuerene” el. ”politisk korrekte”, og dog er det sådanne vækkerrøster, vor kriseramte tid så desperat behøver.

6.12.11 – jn