Forside Klummer Julen – en evangelisk anledning
Julen – en evangelisk anledning Udskriv Email
Skrevet af Jørn Nielsen   
Lørdag, 03. december 2011 02:04



”…. for alle er jeg blevet alt for i alt fald at kunne frelse nogle.”  Paulus.  (1.Kor.9:22)


Selvom julen, som alle véd, oprindelig var en hedensk fest med ædegilder og udskejelser, ser jeg på dette ”hedenskab” som endnu en kærkommen anledning til at aflægge et troværdigt, evangelisk vidnesbyrd om vor Herre Jesus Kristus som vejen, sandheden og livet.  Til lands, til vands og i luften!

Julen har været mit ”skalkeskjul” for mange avisartikler om  vor Herre Jesus Kristus som – og jeg gentager - vejen, sandheden og livet.  Her gav Gud mig en ”verdslig”platform til at nå ud til tusinder uden for de beskyttede kirkemure.

Julen  er ”anvendelig” i den naturlige kontakt med såkaldte ”kirkefremmede” mennesker, med ”manden på gaden”, dvs. i det åbne terræn, på lægens stille venteværelse (hvor folk ikke bare venter på lægen, men på en, der vil tale til dem) på rejser, i flyvemaskinen - ja, you name it! Det behøver man ikke at være ”professionel” for.  Jeg tror, at mange anonyme trosfæller har ”brugt” julen på den måde.  I øjenhøjde – lige efter evangeliets hensigt.

”Vi mangler måske din religiøse dimension”, sagde en af avislederne til mig ved en spisesammenkomst for nylig.  Det glædede mig, eftersom avisen stort set kun kender min ”religiøse dimension” fra mine avisartikler.  I selve huset er jeg kun til stede uden noget ”prædikeri”.

Visse religiøse kværulanter, fx Jehovas Vidner, mener, at jeg med min brug af julen, korset i vort flag, vor Danmarkshistorie, den aktuelle politiske situation (hvor det hyppigste ord er ”krise”), m.m. nærmest går hedenskabens ærinde.  Det får være.  Jeg tror stadig på de anledninger, der ligger ”lige for”  – og nu siger jeg det for 3. gang – til et troværdigt ord om vor Herre Jesus Kristus som vejen, sandheden og livet.

Er jeg god til det?  Nej,  her er jeg både hjælpeløs og ”dum”.  Men det skal ikke afholde mig eller nogen anden fra at gøre det.  Det bør netop være grunden til, vi gør det – i vor hjælpeløshed og i Åndens kraft.  Ikke mindst i julen. I Danmark, dette gamle hedenske, men formelt ”kristne” – eller kristnet - vikingeland.

3.12.11 - jn

 
Copyright © 2024 For Kristus. Alle rettigheder reserveret.
 

Til eftertanke

”Ethvert skrift er indblæst af Gud”

(2. Tim. 3:16)