”Ild er jeg kommet for at kaste ud over jorden, og hvor ville jeg ønske, den allerede havde fænget!”  (Luk. 12:49)  -  ”Brændte ikke vort hjerte i os, mens Han talte til os på vejen og lukkede skrifterne op for os?”  (Luk. 24:32)

”Jeg kan godt sige dig forskellen på os to”, sagde en skuespiller til en præst.  ”I præster taler om virkelige ting, men på en meget uvirkelig måde, medens vi skuespillere taler om uvirkelige ting, men på en virkelig måde!”

Disse visdomsord tog vi som sælgere til os med tilføjelsen: ”Vi  skal tale om virkelige ting på en virkelig måde – ja, og være solgt på vort salgsbudskab!”

Da Charles Spurgeon (1834-1892) var blevet kendt viden om, besøgte mange ikke-troende hans store ”Metropolitan Tabernacle”.  En af Londons ”spidser” gjorde netop dette og blev spurgt af en ven:  ”Hvorfor gjorde du det, da du jo ikke tror et ord af, hvad han siger?”  Han svarede:  ”Nej, men jeg kan lide at lytte til en mand, som virkelig selv tror på det, han prædiker!”

Det var i grunden også det, der vakte mig som 14-årig dreng.  Selve ordene huskede jeg ikke mange af, men det var den ældre, jyske prædikants inderlighed, oprigtighed og tårer, der greb mig og var medvirkende til min omvendelse.

Jeg fascineres altid af god, bibelsk teologi, men jeg efterlyser endnu mere i vor tid, i denne hjerteløse verden, en ægte, smittende ”hjertelogi” fyldt af vor Herre Jesus Kristus. 

”Vær brændende i Ånden”, siger ordet (Rom. 12:11).  ”Hjerter er det, verden kræver, rene hjerter sat i brand…” – sådan begynder en gammel, kristen sang.  ”Den præst, som ikke er nidkær, er vantro”, sagde Spurgeon.

Brændende hjerter lyttes der uvilkårligt til af både venner og fjender, dvs.  hjerter antændt af Guds ord og Guds Ånd og ikke bare teologiske hoveder og forstå-sig-på-magere fyldt med en masse død el. dræbende rettroenhed.

Det er udfordringen til dig og mig på græsrodsplan.

29.11.11 - jn